La Maravilla Negra
Uruguay er et lille land, klemt inde mellem de store naboer, Brasilien og Argentina.
Men der er en særdeles stærk fodboldidentitet i Uruguay. Landsholdet, La Celeste (de lyseblå) har en stolt historie, og har forbløffende ofte været i stand til at hamle op med langt større nationer.
I starten af 1900-tallet gennemgik sydamerikansk fodbold en rivende udvikling. Engelske coaches blev hentet ind for at styrke de bedste klubber og talentudviklingen, og landsholdene kom på skinner.
Når Uruguay viste sig stærkest i denne periode, så hang det måske sammen med, at der – i modsætning til andre sydamerikanske lande – ikke var så kraftige polariseringer i forhold til politiske og sociale segmenter i klubberne, ligesom der ikke var raceskel.
På den måde kom uruguayansk fodbold tidligt til at nyde godt af hele den smeltedigel af forskellige etniske og sociale grupper, som udgør befolkningen.
Det var José Leandro Andrade et perfekt eksempel på.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Uruguay chokerer alle
I 1924 chokerede Uruguay ved at vinde den olympiske fodboldturnering i Paris. Det var første gang i historien, at det sydamerikanske kontinent var repræsenteret i dét der dengang var den største turnering i international fodbold.
Ingen i Europa vidste helt hvad man kunne forvente. Men man fik hurtigt syn for sagn, for i første runde pulveriserede Uruguay Jugoslavien med 7-0 og i kvartfinalen måtte værtsnationen Frankrig lægge ryg til et 5-1-nederlag. La Celeste imponerede med overlegen teknik og ikke mindst en taktisk kapacitet, der fik holdet til at fremstå som en helstøbt enhed med stærk sammenhængskraft.
Holdet rummede profiler som angriberen Pedro Patrone, der kaldtes ”Artillero” på grund af hans voldsomme skudstyrke, og den teknisk sublime playmaker Hector ”El Mago” Scarone. Forsvaret blev kompetent organiseret af den benhårde anfører José Nasazzi, der kaldtes ”El Gran Mariscal” – den store sherif.
Men det parisiske publikum blev allermest fortryllet af den elegante sorte kantspiller José Leandro Andrade. Det var første gang en farvet fodboldspiller optrådte på den store verdensscene, og franskmændene elskede ham. Andrade fik tilnavnet ”La Maravilla Negra”, ”Det Sorte Fænomen”.
Skopudser blev nationalhelt
Fænomenet var opvokset i dyb fattigdom, med en far der vist nok var en slags voodoo medicinmand, en bortløben slave fra de brasilianske plantager. Andrade ernærede sig ved bl.a. skopudsning, men blev ”opdaget” af klubben Bella Vista i starten af 1920’erne og kom på det uruguayanske landshold.
Han spillede positionen som fløjhalfback, hvilket i dag svarer til wingback, med stort løbepensum og en fremragende teknisk kaliber.
Professionel fodbold var ikke indført endnu, men nationens fodboldelite nød godt af forskellige frynsegoder, og den uruguayanske regering støttede fodboldforbundet økonomisk, således at man havde råd til at sende landsholdet til OL i Europa. Det blev en overvældende succes.
I semifinalen slog Andrade og co. Holland, og i finalen blev Schweiz besejret. Sverige vandt bronzemedaljerne, og man kan kun ærgre sig over, at DBU ikke ville sende det danske landshold til Paris.
José Andrade tog altså Europa med storm, og i hjemlandet blev han fejret som en national helt. Han skiftede til storklubben Nacional og vandt ligamesterskabet i 1924.
I en landskamp mod rivalerne fra Argentina fik Andrade imidlertid racismens modbydeligheder at mærke. Det argentinske publikum bombarderede ham med sten, og da medspillerne forsvarede deres kammerat ved at kaste stenene tilbage, rykkede politiet ind på banen med knippelsuppe og arrestationer til udeholdet.
Triumfer og personlig deroute
I 1928 gentog Uruguay triumfen fra Paris ved OL i Amsterdam.
Forud for den olympiske turnering forsøgte FIFA på en kongres i Rom at afklare og definere sondringen mellem amatører og professionelle.
Der var imidlertid for stor diskrepans mellem de forskellige nationale forbunds holdninger, og det samlede output af forsamlingen var diffust. Den overordnede linje blev, at forbundene selv måtte sætte grænser og rammer for hvilke kompensationer for tabt arbejdsfortjeneste osv. der skulle udbetales til aktørerne. Det DBU var i alt fald ikke tilfredse, og fastholdt sin selvvalgte isolation fra internationalt turneringssamkvem.
Uruguay besejrede værterne Holland og derefter Tyskland og Italien. I OL-finalen måtte man ud i to stenhårde prestigeopgør mod Argentina for at tage guldet med hjem til Montevideo.
Andrade var atter en af slutrundens stjerner, men han kæmpede med personlig modgang. Han var ramt af syfillis, hvilket svækkede hans fysik, og han havde pådraget sig en øjenskade i semifinalen, ved at løbe ind i en målstolpe. Dette berøvede ham gradvist synet på det ene øje.
Ved det allerførste verdensmesterskab i historien fuldendte Uruguay det internationale turneringshattrick, ved at besejre Argentina i finalen på hjemmebanen i Montevideo med 4-2.
Andrade var igen blandt de største profiler, trods det føromtalte handicap. Hans tekniske kvalitet var fortsat på højeste niveau.
”Det Sorte Fænomen” spillede nogle sæsoner for storklubben Peñarol, men midt i 1930’erne røg støvlerne på hylden. Han spillede 34 landskampe og var med til at vinde det sydamerikanske mesterskab, Copa America, tre gange.
Officiel professionalisme blev først indført i Uruguay i 1932, så Andrade havde begrænsede muligheder for at spare op til livet efter fodboldkarrieren. Han arbejdede med småjobs og har nok følt sig overset og glemt. Han røg på flasken og levede under kummerlige forhold, stærkt plaget af sygdom.
I 1957 døde La Maravilla Negra, en af fodboldens allerførste superstjerner, ensom, fattig, dybt alkoholiseret og sindssyg. Han blev kun 55 år.
