Annonce
Annonce
Foto: Getty Images
Kunne have udrettet store ting sammen: I aften mødes de i CL
I sommeren 2014 forlod Luis Suárez Liverpool efter en fremragende sæson, hvor det i 33 Premier League-kampe blev til 31 mål og 17 assists. Liverpool vidste, det ville blive svært at erstatte ham.
Den sommer var der en chilensk magiker, der fangede klubbens interesse, og efter en god sæson i FC Barcelona blev Alexis Sánchez udset som manden, der skulle tage over for Suárez. Sådan lyder det ifølge GOAL.
Sánchez' repræsentanter meddelte, at Premier League skulle være destinationen efter tiden i FC Barcelona, og Liverpool følte, at klubben havde en chance.
Liverpool indledte forhandlinger med FC Barcelona, og den engelske storklub foreslog en transfersum på omkring 30 mio. pund, hvilket svarer til omkring 265 mio. danske kroner.
Sánchez havde store krav til lønnen, men Suárez' afsked gav Liverpool en stor indtægt, og derfor var klubben i stand til at imødekomme dette.
I sin selvbiografi fra 2016 fortæller Steven Gerrard, der var en del af kommunikationen omkring det mulige skifte, om forhandlingerne.
– Jeg prøvede hårdt med Sánchez. Jeg håbede, at jeg kunne ride på bølgen af vores fantastiske 2013-14 sæson.
– Han var fantastisk i den måde, han reagerede på; hans engelsk var godt, og vi havde nogle detaljerede tekstudvekslinger.
Arséne Wenger kom ind i billedet, og alt ændrede sig.
Selvom Liverpool endte på en andenplads i sæsonen 2013/14, og Arsenal endte på en fjerdeplads, så hævdede Sánchez, at Arsenal var en mere stabil klub og et bedre langsigtet mål.
Det var en skuffet Gerrard, der måtte se sig slået af konkurrenterne.
– Lige da jeg troede, vi var på vej et sted hen, påpegede Sánchez høfligt, men ærligt, at han satte pris på, at min karriere var ved at være slut, og han følte, at han skulle være forsigtig, før han underskrev en kontrakt med Liverpool.
Selv hævdede daværende Liverpool-træner, Brendan Rodgers, at det handlede om byen London, og at der intet var galt med Liverpool som klub.
Faktummet var bare, at Sánchez endte i Arsenal, hvor han i flere år spillede fremragende fodbold.
Sánchez' første sæson med Arsenal satte tanker i gang hos Gerrard.
– Godt et år senere spekulerede jeg stadig på, hvordan Liverpools 2014-15-kampagne kunne være blevet til, hvis Sánchez havde valgt os.
I sine refleksioner har Rodgers efterfølgende medgivet, at Sánchez ville have været perfekt for klubben, der i stedet endte med kortvarigt at satse på Mario Balotelli.
Sánchez røg fra Arsenal til Manchester United i januar 2018, hvorefter han i august 2019 kom til Inter på en lejeaftale. Efter endt lejeophold skiftede Sánchez permanent til den italienske storklub.
Efter mange år uden at have krydset klinger møder Liverpool i aften den spiller, der kunne være blevet klubbens nye store navn tilbage i 2014.
Inter tager i aften imod Liverpool, og kampen fløjtes i gang kl. 21.
Annonce