
Kun 13 kampe på to år – nu kan stjernen forlade klubben gratis
En tidligere Champions League-vinder og fransk landsholdsspiller står nu foran et opsigtsvækkende klubskifte – uden at koste en eneste krone.
Presnel Kimpembe, der i flere år var blandt Europas mest eftertragtede midterforsvarere, er ifølge Le Parisien på vej væk fra Paris Saint-Germain.
Den franske forsvarsklippe, som tidligere har været rygtet til både Liverpool og Chelsea, har haft en hård periode præget af skader.
Kimpembe har blot spillet 13 Ligue 1-kampe siden starten af 2022/23-sæsonen, primært som indskifter, efter en alvorlig skadei februar 2023 satte ham ud af spillet i næsten to år.
– Selvfølgelig er det følelsesladet. Efter næsten to år væk gør det mig lykkelig. Det er vanvittigt. Jeg er en kriger, en soldat, sagde Presnel Kimpembe i marts 2025 til BeIn Sports efter sit comeback.
Trods en plads på bænken i PSG’s Champions League-finale mod Inter, tyder alt nu på, at forsvarsspilleren er færdig i sin barndomsklub, hvor han har spillet 285 kampe og vundet otte Ligue 1-titler.
Ifølge Le Parisien leder Kimpembe nu efter et sportsligt projekt, der kan genstarte hans karriere og bringe både intensitet og motivation tilbage i spillet.
Et Premier League-skifte virker usandsynligt på nuværende tidspunkt, men interessen har tidligere været der.
Tilbage i 2017 blev han sat i forbindelse med Liverpool, og i 2022 var han angiveligt tæt på et skifte til Chelsea, som dengang skulle betale op mod 500 millioner kroner for hans underskrift.
Skiftet blev dog aldrig til noget, men med kontraktudløb og en ny start i sigte, kan sommeren 2025 meget vel blive skelsættende for den franske forsvarsspiller.
Samtidig forlyder det, at Real Madrid nu har sagt ja til kæmpe Arsenal-transfer. Læs mere her.


















