Krisemøde i United: Fyring på vej?
Manchester United har fået en rigtig dårlig start på denne sæson, og Rúben Amorim er bookmakernes favorit til at blive fyret.
Aldrig har De Røde Djævle startet en Premier League-sæson dårligere, og facit er fire point efter fire kampe.
Samtidig er klubben chokerende nok blevet sendt ud af Carabao Cuppen af Grimsby Town fra den fjerdebedste række.
Det har ført til mange spekulationer om, hvorvidt Rúben Amorim er fyringstruet og kan være på vej ud af døren hos den engelske storklub.
De spekulationer blev der pustet yderligere til, da The Athletic torsdag kunne fortælle, at medejer Sir Jim Ratcliffe kom flyvende med helikopter til træningsanlægget.
Her var der planlagt en række møder for Storbritanniens rigeste mand, der også skulle tale med Rúben Amorim.
Meldingen går på, at møderne har været planlagt gennem længere tid, men klubbens dårlige form var på dagsordenen.
I første omgang har Sir Jim Ratcliffe tænkt sig at arbejde videre med Rúben Amorim som cheftræner, som har fået stor kritik for stædigt at holde fast i sin spillestil.
Ikke desto mindre er presset på portugiseren stigende, og forude venter en række afgørende kampe, der kan betyde, at en fyring rykker nærmere, hvis resultaterne fortsætter med at svigte.
I weekenden venter en hjemmekamp mod Chelsea. Herefter skal Manchester United op mod Brentford og Sunderland, inden der venter en ny landsholdspause.


















