Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Koscielny: Troede Diego Costa havde skadet mig

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
24.05.2018 Kl. 09:20
Laurent Koscielny går glip af VM-slutrunden, men det er ikke på grund af Diego Costa, selvom den franske forsvarer først troede, spanieren stod bag.

Diego Costa er kendt som en notorisk hård hund, og han og Laurent Koscielny har uden tvivl haft deres mere eller mindre usportslige dueller på grønsværen tidligere.

Derfor troede Koscielny også oprindeligt, at det var Diego Costa, der havde tacklet og ødelagt hans akilleshæl kampen mellem Arsenal og Atletico Madrid i Europa League-semifinalen.

– Da jeg faldt, troede jeg, det var fordi Costa havde tacklet mig, fortæller Koscielny til det franske fodboldforbund French Football Federation.

– Men det var det ikke. Jeg kiggede rundt og var helt alene. Jeg vidste med det samme, at akilleshælen var færdig, for jeg kunne høre et stort knæk. Costa, der stod tæt på mig, kunne også høre det.

Den fysiske smerte i øjeblikket var ifølge Koscielny noget nær uudholdelig, og det blev bestemt ikke bedre af, at franskmanden udmærket godt vidste, at han kunne vinke farvel til VM-drømmen.

– Jeg skreg på banen og hamrede hænderne i græsset, fordi smerten var så frygtelig. I det øjeblik vidste jeg, at det ville tage seks måneder, før jeg ville kunne spille igen, fortæller Koscielny om den sørgelige affære.

Franskmanden, der sidenhen er blevet operet, er ude i hvert fald fem måneder mere, men håber på at kunne gøre comeback på Arsenal-holdet til november.

VM er altså fuldstændigt udelukket, men det er en trist realitet, som Koscielny har indfundet sig med.

– Det er min første store skade. Sådan er det. Du bliver nødt til at sætte det i perspektiv. Ja, jeg går glip af slutrunden og muligheden for at spille med mine gode venner, men der er værre ting i livet. Jeg er ved godt helbred, og det er min familie også, udtaler den franske midtstopper. 

Annonce