Kontrakten er underskrevet: Her er Bellinghams nye klub
Jude Bellingham har længe været en spiller, der har tiltrukket sig interesse fra nogle af Europas største klubber, og nu har englænderen fået sin fremtid på plads.
Ifølge særdeles troværdige Fabrizio Romano bliver det Dortmund, der får gavn af midtbanespilleren.
På Twitter skriver transferjournalisten således, at lægetjekket er klaret, og at kontrakten er blevet underskrevet. Samtidig slutter han med at skrive de tre berømte ord ”Here we go”, der signalerer, at en handel bliver en realitet.
Bellingham har været på blokken hos både Chelsea og Manchester United, men han er i stedet blevet lokket til Dortmund, der får papir på Birmingham-spilleren frem til sommeren 2023.
Den tyske storklub har lokket med sit projekt og muligheden for at blive en del af startopstillingen, og man betaler 23 millioner euro – svarende til 171 millioner kroner – til Birmingham.
Ifølge The Telegraph er prisen dog nærmere £30 millioner – svarende til op mod 246 millioner kroner – og det gør ham til historiens dyreste 17-årige fodboldspiller.
Bellingham er blot 17 år, men han er fast mand for Birmingham, hvor han i denne sæson har spillet 41 kampe.
Medicals ok. Contract signed. Jude Bellingham to Borussia Dortmund confirmed and here we go! #transfers #BVB https://t.co/0Tf8waMcQe
— Fabrizio Romano (@FabrizioRomano) July 16, 2020