Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Kongen af dansk fodbold: Christian Eriksen fylder 34

14.02.2026 Kl. 13:25

Christian Dannemand Eriksen har nærmest fået fodboldspillet ind med babymosen. Han startede som bare treårig i barndomsbyen Middelfart og kom senere som ungdomsspiller til OB. Talentet var enestående og Ajax-scout John Steen Olsen udpegede ham som en oplagt investering for Amsterdamklubben. Da var Eriksen 16 år.  

Det er efterhånden mange danske spillere der har udfoldet sig med succes i den nederlandske hovedstadsklub. Det tekniske koncept der gennemsyrer al spillerudvikling i Ajax, ligger tilsyneladende ganske godt for vore unge talenter. Det gjorde det i alt fald for Christian Eriksen der debuterede som 18-årig i 2010 med 15 kampe i den hollandske Eresdivisie. Siden blev det til i alt 163 kampe for Ajax med 32 mål og 65 assists til følge. Eriksen spillede dermed en fremtrædende rolle i 3 hollandske mesterskaber fra 2011 til 2013. Det lå dog i kortene at den danske playmaker skulle videre til en af de største ligaer i Europa for at nå sit fulde potentiale. Det blev engelske Tottenham Hotspur der købte Eriksen i 2013 for 18 millioner euro. På det tidspunkt var den lille tekniske feinschmecker for længst blevet fast inventar på det danske landshold.  

Det var Morten Olsen der gav Eriksen debut i rød-hvidt i 2010, som blot 18-årig i en landskamp mod Østrig. Olsen så en fremtidig stjernespiller i fynboen og tog ham med til VM i Sydafrika, primært for at lære. Siden har ”Kong Christian” slået rekorden for flest landskampe med 147 optrædener på det nationale mandskab (46 mål), men det var egentlig først under Aage Hareide at Eriksen for alvor indfriede de naturligt tårnhøje forventninger og spillede stabilt på et excellent niveau på landsholdet. Underligt nok, eftersom Morten Olsens foretrukne 4-2-3-1 taktik til forveksling ligner den som Eriksen spillede til dagligt i Tottenham. Måske var det de bedre medspillere der gjorde forskellen i London, eller måske ”døde” Eriksen lidt i Olsens ofte lidt stereotype løbemønstre og ”automatismer”? 

Succesen hos Spurs var imidlertid helt indiskutabel. Under den argentinske taktiker Mauricio Pocchettino opnåede danskeren status som en af de dygtigste teknikere i Premier League. Hans formidable overblik og fænomenale skudstyrke vandt mange points for Tottenham, som lørdag har bekræftet ansættelsen af en ny træner.

I vinter-transfervinduet 2018-19 meldte Tottenhams bestyrelse ud med en salgspris på langt over en milliard kroner for deres danske stjerne. Det holdt utvivlsomt mulige købere fra døren. Men med et kontraktudløb i 2020 kunne Eriksen vælge at forlade London transferfrit, og efter absurd mange spekulationer blev det italienske Inter der løb med danskerens underskrift. 

Artiklen fortsætter efter billedet.

Christian Eriksen står midt i en omskiftelig periode i Wolfsburg, hvor klubben gennemgår en større organisatorisk oprydning.
Foto: IMAGO

På Antonio Contes mandskab blev det endelig til en titel i de store ligaer, da Inter vandt Serie A i 2021, men Christian blev taktisk omskolet til central midtbanespiller, mere tilbagetrukket end i Ajax og Tottenham. En position, som Eriksen også har bestridt på landsholdet, men som jeg egentlig i bund og grund ikke synes klæder hans kompetencer. 

Under Kasper Hjulmand fortsatte ”Kong Christian” de gode takter, indtil den forfærdelige EM-kamp i Parken den 12. juni 2021. 

Efter Christians skrækkelige kollaps skrev jeg dagen derpå: ”Kampen mod Finland i går trak fodbolden helt derud, hvor den i bund og grund er aldeles ligegyldig. Det chokerende danske nederlag til Finland blev på en vis måde en slags logisk følge af hele det traumatiske og sindsoprivende forløb omkring Christian Eriksen.

Eriksen har altid været en fair sportsmand og en fin repræsentant for dansk fodbold. Hvor er det ufortjent og uforståeligt at det her sker for ham! Og hvor jeg dog håber for ham og hans familie, at de kommer igennem den her forfærdelige og fuldkommen meningsløse krise”. Det kom han. Med en platform i Brentford lykkedes et flot comeback på fodboldens absolutte topplan. 

De tre sæsoner i Manchester United blev desværre ikke nogen udpræget succes, og Christian har måttet lægge ryg til megen kritik, spot og spe fra medierne og danske fodboldfans, langt mere end hvad er rimeligt, efter min mening. 

Artiklen fortsætter efter billedet

Det er ildevarslende nyt for Christian Eriksen.
Foto: IMAGO

Lige nu har den danske landskamprekordholder – endnu en gang – modbevist skeptikerne, og han viser stabile og lovende takter i Wolfsburg, der kæmper for at finde niveauet i Bundesligaen. Eriksen er i høj grad i spil i forhold til landsholdstruppen til den kommende playoff. Kongen er både i live og aktuel!

Stort tillykke med de 34 år i dag!

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce