Kompany: Vender tilbage stærkere end nogensinde
Kompany har i flere sæsoner været en regulær klippe i den centrale del af Manchester Citys forsvar, men i den netop afsluttede sæson har sangen om Kompany været en lidt anden. Den stærke belgiers sæson har været præget af flere personlige fejl, ustabile præstationer og et par længere skadesforløb. Noget han ikke har været vant til.
Det har fået mange til at tvivle på ham som det kommende omdrejningspunkt i Citys defensiv, men den 29-årige forsvarsspiller vil bevise sig selv.
– Jeg giver ikke meget for kommentarerne til mig. Ligeså snart man spiller godt, så er man verdens bedste, men når angriberne så engang imellem dribler forbi mig, så er jeg verdens dårligste. Jeg ved selv, hvad jeg er i stand til, og folk kan være helt rolige – jeg vender tilbage endnu stærkere end før, og det vil jeg vise på banen i næste sæson, har Kompany fortalt til det belgiske medie RTBF.
– Sidste sæson var okay indtil vi nåede november. Derefter blev jeg skadet og fandt aldrig min rytme igen. Nu vil jeg ud og vise, hvad jeg kan. Jeg er godt nok 29, men jeg kan stadig nå et højere niveau end nogensinde før.
Vincent Kompany og resten af City-truppen starter næste sæson på The Hawthorns, hvor West Bromwich tager imod.