Kompany kan blive klubejer
Stockport County er nok ikke en klub, der siger de fleste fodboldelskere det store. Men den lille klub i den 6. bedste engelske række kan måske se frem til at få en del mere opmærksomhed, hvis en gruppe belgiere lykkes med at købe klubben.
For en af de belgiere, der skulle være villig til at købe klubben er nemlig ingen ringere end Manchester Citys anfører Vincent Kompany. Forsvarsspilleren skulle sammen med forretningspartneren Klaas Gaublomme have kommet med et tilbud, som klubbens bestyrelse skal drøfte i morgen, skriver Manchester Evening News.
Vincent Kompany er kendt som en af fodboldens kloge hoveder, og den skadesplagede belgier færdiggjorde sidste år en kandidatuddannelse i business administration på Manchester Business School. Hans nuværende kontrakt i Manchester City løber indtil udgangen af næste sæson, hvorefter han frit ville kunne skifte til Stockport County.
Skulle det lykkes Kompany at købe klubben, vil det faktisk ikke være første gang, han bliver klubejer. I 2013 købte han sin barndomsklub FC Bleid-Molenbeek, som han omdøbte til BX Bruxelles.