Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Kommer ikke til at ske: United vil stadig ikke have fat i Bale

Af Morten Bruun Jørgensen
21.07.2019 Kl. 16:57
Manchester United har ikke ændret holdning, og vil fortsat ikke forsøge at hente Gareth Bale.

Allerede i sidste måned kunne London Evening Standard fortælle, at Manchester United havde stoppet jagten på Gareth Bale, og sidenhen er rygterne om waliseren til den engelske storklub da også stilnet af.

Nu har Zinedine Zidane dog fortalt, at Gareth Bale er på vej væk fra Real Madrid, men det har ikke ændret Manchester Uniteds standpunkt. Ifølge den engelske avis bliver det ikke De Røde Djævle, der skal forsøge at få gang i Gareth Bales karriere.

Dermed kommer Real Madrid altså heller ikke til at kunne inkludere den tidligere Tottenham-stjerne i en eventuel byttehandel med Paul Pogba, som den spanske storklub så gerne vil have fingrene i. Ham er Manchester United dog heller ikke interesseret i at skille sig af med, og Ole Gunnar Solskjær vil gerne bygge holdet op om midtbanespilleren.

For Gareth Bale kan en mulig destination i stedet blive franske Paris Saint-Germain, for ifølge the Independent arbejdes der på, at waliseren kan komme til den franske mesterklub, hvor han muligvis kan indgå i en byttehandel med Neymar – om end brasilianerens næste destination mest af alt synes at være Barcelona.

Der er dog også interesse fra kinesiske Beijing Guoan, der vil gøre ham til verdens bedst betalte fodboldspiller. Det rapporterer the Telegraph søndag aften. 

Annonce