Kommentator: Van Dijks agent tilbyder ham til Real Madrid
Van Dijk har stadig fire år tilbage på sin nuværende kontrakt med Liverpool, og onsdag kunne ESPN berette, at den hollandske forsvarsstjerne ønsker en ny kontrakt med The Reds.
Men ESPN-kommentatoren Shaka Hislop, der har en fortid hos blandt andre Newcastle og West Ham, er overbevist om, at kontraktforhandlingerne vil trække ud – og at hollænderens agent i mellemtiden vil forhøre sig hos klubber som Real Madrid for at høre, hvad de kan tilbyde forsvarsklippen.
– Jeg tror, at Van Dijks agent kommer til at gøre det, som enhver god agent ville gøre, siger Hislop til ESPN.
– Du har PFA Player of The Year-vinderen, som næsten vandt mesterskabet og netop er blevet kronet som vinder af Champions League. Han har været så god for Liverpool, at man må gå ud fra, at hans agent går og stemmer døre ved andre klubber.
Hislop har formentlig en pointe. Medmindre Virgil Van Dijk specifikt beder ham om at lade være, så ville agenten ikke gøre sit arbejde ordentligt, hvis han ikke forsøgte at skaffe sin klient den bedst mulige og mest lukrative aftale.
– Hvis jeg var hans agent og havde forhandlinger med Liverpool, som jeg vidste, ville vare længe, så ville jeg i mellemtiden hviske til andre klubber; Hør her, han er verdens bedste midterforsvarer, er I ikke interesserede? fortæller Hislop.