KOMMENTAR: Det danske landshold vandt 4-0, men jeg er skuffet
For mig at se er der ingen grund til at tro, at Danmark ikke kan vinde med mere end fem mål. Det er faktisk et personligt succeskrav, som jeg har til aftenens landskamp.
Sådan skrev jeg i en kommentar torsdag eftermiddag, og nu sidder jeg her fredag morgen og er skuffet. For Danmark kunne kun besejre verdens dårligste landshold med 4-0.
Ja, der strøg tre point ind på kontoen, men det var en gylden mulighed for at begejstre de danske landsholdsfans, som endnu engang var mødt trofast op i Parken eller sad hjemme i stuerne. Den mulighed greb Hjulmand & Co. slet ikke.
I første halvleg var der glimt af god fodbold – især fra Christian Eriksen, som spillede med hæl og tå, men de sidste 45 minutter var fuldstændig uinspirerende og drønkedelige.
3-0 ved pausen var godkendt, og det lugtede af den ønskede storsejr, men det næste mål faldt først i overtiden.
Hvis der på det tidspunkt var nogen, som havde lukket øjnene og drømt om dengang i marts 2021, hvor Danmark smadrede Moldova med 8-0, kan jeg ikke fortænke dem. Det var sådan, at landsholdet skulle have gjort torsdag aften.
Nu endte anden halvleg i stedet med ét skud inden for målrammen, og jeg sidder nu tilbage med en skuffende følelse over et landshold, der kunne have begejstret, men som ikke magtede det.
Øv.
TOPHISTORIER LIGE NU