Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

KOMBINERET XI: Tottenham - Arsenal

Af Morten Bruun Jørgensen
12.07.2020 Kl. 08:37
Vi har udvalgt en kombineret startopstilling med spillere fra Tottenham og Arsenal forud for de to rivalers møde i eftermiddag.

Kriteriet for udvælgelsen er spillernes helt aktuelle form – og derfor med udgangspunkt i præstationerne efter coronapausen. 

Målmand: Emiliano Martinez (Arsenal)
I fraværet af Bernd Leno har reservemålmanden vist sig rigtig godt frem. Han har disket op med flere gode redninger, og derudover har han også vist sig at have fine evner med bolden for fødderne. 

Højre back: Hector Bellerín (Arsenal)
Niveauet på denne position er ikke højt, for hverken Serge Aurier eller Bellerín har imponeret. Men sidstnævnte har trods alt præsteret en anelse bedre end altid usikre Aurier. 

Midterforsvarer: Eric Dier (Tottenham)
Han er nu fast mand for Tottenham i midterforsvaret, hvor Jan Vertonghen og Toby Alderweireld er blevet henvist til bænken. Alt har bestemt ikke været godt af Dier, men Mourinho tror på ham. 

Midterforsvarer: Shkodran Mustafi (Arsenal)
Det lyder måske mærkeligt, men den tyske forsvarsspiller har været Arsenals bedste midterforsvarer i et stykke tid nu. Han har virket mere sikker, og Mikel Arteta har rost ham. 

Venstre back: Bukayo Saka (Arsenal)
Den meget talentfulde teenager er blevet brugt på forskellige pladser, men nærmest hver gang har han været god for The Gunners. Det tegner rigtig godt for en stor karriere. 

Højre kant: Steven Bergwijn (Tottenham)
Selvom Nicolas Pépé viser tegn på forbedringer, er der stadig noget vej for ivorianeren, inden han bliver en stor profil. Derimod har Bergwijn fra starten vist sig som en vigtig spiller for Tottenham.  

Central midtbanespiller: Dani Ceballos (Arsenal)
Efter coronapausen har han løftet sit niveau, og han er nu fast mand for Arsenal. Med sin store spilintelligens og sikkerhed på bolden er han en stor gevinst for Mikel Artetas måde at spille fodbold på. 

Central midtbanespiller: Giovani Lo Celso (Tottenham)
Argentineren har overtaget taktstokken på midtbanen hos Tottenham, og han gør en rigtig fin figur, selvom han stadig mangler at bidrage med flere mål og assists. 

Venstre kant: Heung-Min Son (Tottenham)
Sydkoreaneren leverer bare et godt stykke arbejde hver gang. Efter coronapausen har han især markeret sig med nogle assists. 

Angriber: Pierre-Emerick Aubameyang (Arsenal)
Han har scoret flere vigtige mål for Arsenal, og han har lignet en spiller, der har taget endnu mere ansvar på det seneste. Han overstråler fortsat Alexandre Lacazette og Eddie Nketiah. 

Angriber: Harry Kane (Tottenham)
Det så rigtig tungt ud i den første kamp mod Manchester United efter coronapausen, men sidenhen har den engelske angriber fået scoret nogle vigtige mål for Tottenham. Men han fremstår ikke i sin bedste udgave lige nu. 

Annonce