Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Kombineret XI med de bedste danske og schweiziske PL-spillere i historien

Af Morten Bruun Jørgensen
26.03.2019 Kl. 13:19
Vi har sat os for at udvælge det bedste hold af danske og schweiziske spillere med kampe i Premier League.

I aften venter der det danske landshold med flere Premier League-spillere en meget afgørende kamp i EM-kvalifikationen, når Schweiz er modstanderen på udebane. På Schweizernes hold er der også flere spillere, som til daglig gør sig i den bedste engelske række.

Gennem årene er der både flere store danske og schweiziske spillere, som har spillet i Premier League, og i anledningen af dagens landskamp har vi derfor udvalgt et kombineret hold af de bedste spillere fra de to nationer på baggrund af spillernes præstationer i Premier League.

Målmand: Peter Schmeichel

Han er måske den bedste målmand, der har spillet i Premier League, og derfor er der ingen tvivl om, at Peter Schmeichel skal have denne plads.

Midterforsvarer: Martin Laursen

Den store dansker sluttede sin karriere af i Aston Villa, hvor han markerede sig som en klippe i det centrale forsvar.

Midterforsvarer: Stéphane Henchoz

Schweizeren er stadig husket i Liverpool, hvor han spillede fra 1999 til 2005. Han spillede desuden også for Blackburn og Wigan, og han var en klassespiller.

Midterforsvarer: Daniel Agger

Der er absolut ingen tvivl om, at Daniel Agger fortjener en plads på dette hold. Han har spillet et hav af kampe for Liverpool og holdt altid et højt niveau.

Central midtbanespiller: Thomas Gravesen

Den tidligere Everton-spiller var så god, at han endte med at komme til Real Madrid. Kombinerede et stort defensivt arbejde med 11 mål.

Central midtbanespiller: Granit Xhaka

Han har været meget udskældt, men schweizeren har løftet sit niveau gevaldigt, og han er nu en profil på Arsenal-mandskabet. Sammen med Thomas Gravesen udgør han en fysisk stærk akse på midtbanen.

Højre kant: Xherdan Shaqiri

I både Stoke og Liverpool har den lille, kompakte schweizer vist prøver på sine evner. Han kan det meste, og han har markeret sig med 21 mål og 17 assists i 105 Premier League-kampe.

Offensiv midtbanespiller: Christian Eriksen

Han scorer mål og laver masser af assists. Der er absolut ingen tvivl om, at Christian Eriksen er en sikker mand på holdkortet.

Offensiv midtbanespiller: Claus Jensen

Den dygtige danske midtbanespiller spillede 157 kampe i Premier League, og han har fået en plads på holdet for næsen af John ”Faxe” Jensen og Valon Behrami.

Venstre kant: Jesper Grønkjær

Det vrimler ikke med schweiziske konkurrenter, og Jesper Grønkjær har fået pladsen på baggrund af sine 104 Premier League-kampe for Chelsea og Birmingham.

Angriber: Nicklas Bendtner

Det vrimler ikke ligefrem med hverken danske eller schweiziske angribere, som har haft succes i Premier League. Det er dog Nicklas Bendtner, som har gjort det bedst af disse spillere.

Annonce