Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Kom i gang, Chelsea: Få aftalen i hus med dansker

Af Morten Bruun Jørgensen
27.06.2021 Kl. 08:15
KLUMME: Chelsea skal hurtigst muligt få lukket en aftale med Andreas Christensen om en ny kontrakt.

At Andreas Christensen om 12 måneder står uden en kontrakt virker helt vanvittigt.

Danskeren var fast mand for Chelsea i slutningen af sæsonen, hvor han storspillede i Thomas Tuchels tremandsforsvar, og den gode form har han taget med videre til EM.

Her har 25-årige Christensen været en af turneringens bedste forsvarsspillere, og han har nærmest ikke sat en fod forkert i den danske defensiv.

Med sin enorme ro på bolden har han ført bolden sikkert frem gang på gang, mens det virker som om, at han har lagt et lag på sin fysik. Spørg bare russernes monster af en angriber, som blev holdt i kort snor kampen igennem.

På landsholdet har han bevist, at han har evnerne til at spille i en bagkæde med fire, men han har især imponeret, når han har været en af tre midtstoppere. Samtidig har han nu igen vist evner som defensiv midtbanespiller, hvilket han tidligere også har spillet.

Med de kvaliteter han lige nu viser bør der simpelthen ikke være nogen tvivl om, at Chelsea skal forlænge kontrakten med ham hurtigst muligt – og der bør vente en klækkelig lønforhøjelse oveni.

En forlængelse med Christensen vil også spare Chelsea for mange millioner, som klubben ellers vil være tvunget til at investere i en ny midterforsvarer.

Læg dertil det faktum, at danskeren har den fordel, at han er udviklet i Chelsea og derfor tæller som en af klubbens egne spillere, når der skal registreres spillere til Premier League og Champions League.

Kom i gang, Chelsea. Få lukket den aftale med Christensen.

 

Annonce