Kolasinac: Kom til Arsenal for at spille mod verdens bedste
Spillere som Eden Hazard, Harry Kane og Kevin De Bruyne betød, at Sead Kolasinac gerne ville skifte til Premier League.
Sead Kolasinac havde mod på at prøve kræfter med Premier League, og derfor forlod han i sommeren 2017 Schalke til fordel for Arsenal, som hentede den bosniske landsholdsspiller på en fri transfer.
Efterfølgende har forsvarsspilleren haft vanskeligheder ved at erobre en stamplads på Arsenals mandskab. Nu giver Sead Kolasinac en forklaring på, hvorfor han valgte at tage til den engelske hovedstad.
– Jeg ville tage det næste skridt. Jeg ville spille mod de bedste spillere i verden – specielt de offensive spillere. I Premier League er de på et meget højt niveau. Som forsvarer skal man spille mod de bedste spillere. Det var mit mål. Det er derfor, at jeg kom til Premier League, fortæller bosnieren i et interview med Goal.
Det er blevet til 28 kampe i Arsenal-trøjen indtil videre for den 24-årige forsvarsspiller.