Køges herlige fighter: Benfica-Hans
Hans Andersen blev født på denne dag i 1939. Andersen blev seniorspiller i Køge Boldklub i slutningen af 1950’erne, og erobrede en plads på sjællændernes hold som venstre wing.
Ligesom forgængeren, den på Køgekanten legendariske Hilmar ”Stålfarfar” Staalgaard, så var ”Lille-Hans” ikke just nogen luksuswing. Han var typen der gerne ville involveres og med sin hurtighed og pågående stil, kan han måske nærmere betegnes som wingback end de klassiske, mere raffinerede wingtyper man havde rådet over i dansk fodbold i årtier. Andersen elskede en god fight og gav fuld valuta for entreen – hver gang. Med tiden blev han da også mere benyttet som innerwing i Køge. Dermed kunne man få fuld udnyttelse af Hans’ store arbejdsradius og løbevilje.
”Lille-Hans” tilnavnet blev senere udskiftet med ”Benfica-Hans”, efter at Andersen havde spillet en glimrende opvisningskamp for Stævnet mod Eusébio og co.
Undgik døden
Omkring 1958 kom Hans Andersen ind omkring ungdomslandsholdet. Køge havde et udmærket hold med folk som Egon Rasmussen, Leif Petersen, målmanden Mogens Johansen og den lange centerhalf Rudy Kannegaard. Foruden naturligvis backen Børge Bastholm Larsen, der jo tragisk forulykkede i Kastrup i 1960. Dertil knytter sig en sidehistorie.
Hans skulle have været med i den skæbnesvangre testkamp i Herning mellem U- og B-landsholdet. DBU havde chartret to fly fra redningskorpset Zonen, der skulle fragte de københavnsk-sjællandsk baserede udtagne spillere til det midtjyske. Børge Bastholm kom med det første fly, mens Hans Andersen sad i fly nummer 2, sammen med B.93’erne Bent Jørgensen og Bjarne Ekelund, og Frems Erik Dyreborg (dengang Poulsen) samt DBU’s generalsekretær Erik Hyldstrup. Børges fly styrtede ned kort efter takeoff, og de 8 tilstedeværende landsholdsspillere blev dræbt. Hans kom ikke til Herning den dag, men undgik døden ved en tilfældighed. Han kunne lige så godt have siddet med klubkammeraten i det forulykkede fly.
Pokalhelt i bitter finale
1963 blev et mærkværdigt år for Hans Andersen. Køge havde en rædselsfuld sæson og rykkede ned i 2. division med et brag. Men i pokalturneringen nåede sjællænderne helt frem til finalen. Modstanderen var Jack Johnsons B.1913, der omvendt havde haft en fremragende sæson, og sluttede som en flot nummer 2 i Danmarksturneringen, kun overgået af suveræne Esbjerg. 13’erne var et hold der var baseret på fighteren Johnsons simple og kollektive dyder. Det var uhyre effektivt. Men det var ikke populært i København, hvor man foretrak mere formfuldendt og teknisk baseret fodbold (selv om Idrætsparkens knoldede jordbane knapt var til at spille fodbold på). Så da finalen oprandt Kristi Himmelfartsdag den 23. maj, var der ingen tvivl om at det fortrinsvist københavnske publikum på 11000 sjæle holdt med de undertippede køgensere.
Samtlige finalens tre mål blev scoret i de første tyve minutter. To til De Blå fra Odense og et til Køge. Målmanden Mogens Johansen havde ikke nogen heldig dag, og forærede B.1913 et af målene. De resterende 70 minutter blev ret ensformige. Johnsons føringshold gik i pindsvinestilling, mens Køge pressede på uden at skabe det helt store. Hans Andersen sloges så det slog gnister, og modtog den traditionelle fighterpokal. Pressefotografernes billeder af ham med pokalen fortæller det hele; han stod i bar mave, da alle knapperne i hans kampskjorte var flået af.
Publikum hyldede køgenserne med stort bifald, men gav pokalvinderne en ublid medfart. Lundberg skrev forarget: ”Køge stred tappert, men forgæves. Lille Hans med det store fighterhjerte blev dagens mand, men han og de øvrige fra Køge måtte nøjes med publikums gunst, medens fynboerne snuppede pokalen. Det var en sølle behandling fynboerne fik. Det er helt i orden, at alle af hjertet ønskede at hylde de tappert kæmpende sjællændere, for det fortjente de til fulde, men fordi man hylder det ene hold, behøver man for pokker ikke at hysse ad det andet!” Om Hans Andersen hed det til gengæld: ”Han tacklede så det sang, løb så hjertet var ved at briste, kæmpede så trøjen hang i laser, gav aldrig op”.
Måneden efter fik Hans Andersen sin første og eneste A-landskamp. Det blev desværre en af de mest gyselige et dansk landshold har præsteret. Andersen spillede venstre innerwing, hvilket gav plads til B.1913’s Ejgil Misser på fløjen. Måske var det pokalfinalen det københavnske publikum ikke havde glemt. Der var fire mand fra B.1913 på holdet, og de var ikke populære hos hjemmepublikummet. Især Misser blev pebet og buhet ud. Måske var det blot det faktum, at hele det danske mandskab spillede særdeles elendigt. Men Idrætsparkens kritiske publikum var decideret fjendtligt. Ejgil Misser proklamerede bagefter, grædefærdigt, at han var færdig med landsholdet. Danmark fik 1-1 mod Finland på et langskudsmål få minutter før tid af Henning Enoksen.
”Benfica-Hans” Andersen, fighteren fra Køge, døde i Strøby i 2016.
