Koeman: Vi leder efter en ny angriber
Everton har i den grad haft spenderbukserne på i sommerens transfervindue, hvor man har hentet adskillige klassespillere til klubben. Ronald Koeman er dog ikke helt tilfreds med sin trup, og særligt ét sted er man fortsat tyndt besat:
– Da Sandro kom ind (mod Ruzomberok), fik Rooney mere frihed på banen, og vi fik tilføjet noget fart til angrebet, hvilket gjorde holdet bedre. Vi jagter dog fortsat en ny angriber, da man normalvis skal bruge to nier i truppen. Jeg er overbevist om, at vi kan hente en klassespiller ind, der kan forbedre holdet.
Den hollandske manager har store forventninger til Sandro Ramirez, men angriberen har endnu ikke vist sit værd i Premier League, og det ville derfor være klogt, hvis The Toffees hentede en angriber ind med erfaring fra Englands bedste række.
Merseyside-klubben har i løbet af sommeren hentet spillere som Wayne Rooney, Michael Keane, Sandro Ramirez og Jordan Pickford ind, mens sidste sæsons topscorer, Romelu Lukaku, er blevet solgt til Manchester United.