Koeman glæder sig over forlængelser
Det er ikke mange uger siden, at Everton-manager Ronald Koeman gjorde det klart, at han gerne ville forlænge kontrakterne med flere af klubbens nuværende spillere. Fredag kunne The Toffies så offentliggøre, at de netop har forlænget med Leighton Baines, Gareth Barry og Mason Holgate.
Gareth Barry og Leighton Baines har begge en lederrolle på holdet, hvorfor Ronald Koeman glæder sig over de nye kontrakter:
– Leighton Baines har altid den rigtige indstilling. Han arbejder altid godt og har en god teknik. Han er en af lederne på banen og derfor glæder det mig også, at vi har forlænget med ham, siger den hollandske manager og tilføjer:
– Gareth Barry er også en leder på banen og det er kun Ryan Giggs, som har spillet flere kampe end ham i Premier League. Han kender sine kvaliteter og har stor betydning for holdet.
I modsætning til Leighton Baines og Gareth Barry er Mason Holgate en fremtidens mand for Everton. Den 20-årige forsvarsspiller har forlænget sin kontrakt på Goodison Park med yderligere fire et halvt år:
– Mason Holgate er et af de største talenter i klubben. Han har fået en del spilletid i begyndelsen af sæsonen og gør det rigtig godt. Han er en fremtidens mand for Everton, slutter Ronald Koeman.