Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Knokler 50 procent hårdere: Solskjærs bedste våben kan blive spillere i fysisk topform

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
23.07.2019 Kl. 09:02
Ole Gunnar Solskjær og Manchester United gør alt for at undgå, at truppen løber tør for energi i den kommende sæson.

Ole Gunnar Solskjær udrettede mirakler i sine første måneder som Manchester United-træner. Spillerne og spillet var som forvandlet, men efter to tre måneder mistede man momentum – og måske bogstaveligt talt pusten.

Meget tyder på, at Manchester United-spillerne brændte ud og løb tør for energi mod slutningen af sæsonen, og under klubbens pre-season gør man nu alt for at undgå en gentagelse. 

Det skriver London Evening Standard. Solskjær skulle nemlig være overbevist om, at spillere i bedre form er en af måderne, hvorpå man kan lukke eller indsnævre hullet til Manchester City og Liverpool.

Og det får Manchester United-spillerne at mærke, for sveden får lov at piske. Først og fremmet træner Manchester United-truppen under dette års pre-season mere, end man gjorde sidste sommer under José Mourinho.

Derudover har spillerne hidtil løbet 10 procent mere, og højintensitetstræning som eksempelvis spurter er øget med hele 50 procent. Håbet er, at spillerne dermed bliver mere forberedte til at spille den spillestil med højt genpres, som Ole Gunnar Solskjær angiveligt vil implementere næste sæson.

Det tager sin told på spillerne fysisk, men de er også positivt indstillede overfor ændringen i forberedelserne til den kommende sæson.

– Pre-season har været udfordrende, særligt fordi Ole sikrer sig, at vi arbejder hårdt, men træningssessionerne har været gode, og vores match-fitness er godt på vej, fortæller Shaw ifølge London Evening Standard.

– Fansene kan forvente en meget bedre sæson end sidste år. Denne sæson er jeg sikker på, at de atter kan fejre, og det bliver forhåbentligt med trofæer til slut.

Warren Joyce, som tidligere stod for at træne klubbens reserver, har nu også fået en rolle under klubbens pre-season forberedelser, og han skulle angiveligt være en indpisker af format.

– Han er vanvittig, men han er også en top, top fyr, men vi har haft nogle pre-seasons med ham, som var fuldstændigt sindssyge, fortæller Scott McTominay om Joyce, der nu piner førsteholdsspillerne denne sommer.

– Det har været godt at have ham med i år. Løbende, træningen, det hele er perfekt, selvom det er detaljerne, som vi forsøger at få på plads.

 

 

Annonce