Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

KLUMME: Man skal ikke drage forhastede konklusioner om City-frikendelse

Af Morten Bruun Jørgensen
13.07.2020 Kl. 15:17
Måske er der faktisk en god grund til, at Manchester City er blevet frikendt af CAS. Indtil det er modbevist, skal man stoppe med at drage forhastede konklusioner.

Store dele af fodboldinternettet har raset siden, Manchester City blev frikendt af den internationale sportsdomstol, CAS, tidligere i dag. Men er det fair?

Ikke hvis du spørger mig.

Som Chelsea-fan havde jeg da hellere end gerne set, at Manchester City var blevet udelukket fra Champions League i et par sæsoner, men samtidig hæfter jeg mig også ved, at det er sportens højeste instans, der har frikendt klubben.

Selvom det gennem lang tid er blevet bevist, at fodboldverdenen er ret rådden, er det altså en uafhængig domstol, som har truffet beslutningen.

Der er altså ingen i juryen, som har haft en interesse i hverken det ene eller det andet, og beslutningen er truffet ud fra det bevismateriale, der er blevet fremskaffet af Manchester City og UEFA.

På nuværende tidspunkt mangler vi fortsat at have fået forklaringen fra CAS om, hvorfor Manchester City er er blevet frikendt, og derfor bør man også afvente den, og indtil da lade være med at drage forhastede konklusioner.

Det kan vise sig, at der rent faktisk er en god grund til, at Manchester City slipper for andet end en beskeden bøde på 75 millioner kroner.

Jeg tvivler.

For meget tyder på, at The Citizens faktisk har forbrudt sig mod Financial Fair Play, men indtil da vil jeg blot opfordre til, at man afventer situationen, indtil der er kommet en forklaring fra CAS.

Annonce