KLUMME: Det er jeres egen skyld, Liverpool - det skulle jo gå galt
Skader til Virgil van Dijk, Joe Gomez, Joël Matip, Diogo Jota og Sadio Mané har sat Liverpool i en sårbar position, fordi truppen ikke er bred nok.
Ja, man kan ikke tage højde for, at tre midterforsvarere er ude på samme tid – og samtidig over en længere periode. Men Liverpool burde have været mere proaktive i sommerens transfervindue. For nu koster det dyrt for The Reds ikke at have en lige så bred trup som Manchester City.
Lige nu er klubbens tre eneste reelle midterforsvarere med Premier League-klasse ude med skader, og samtidig er to ud af fire spillere, der hører til i forreste geled, med kvalitet til at kæmpe med om mesterskabet også ukampdygtige.
Det har efterladt Liverpool i en situation, hvor spillere som Nathaniel Phillips, Rhys Williams og Xherdan Shaqiri pludselig skal spille langt større roller, end hvad deres kvaliteter berettiger dem til.
Det har kostet point og efterladt Liverpool i en position, hvor det allerede nu ser vanskeligt ud at forsvare mesterskabet.
Forsvaret skulle styrkes
Men lad os først skrue tiden tilbage til sommerens transfervindue, hvor Liverpool selv var skyld i, at klubben er havnet i problemer.
For da Dejan Lovren fik lov til at forlade klubben stod det klart, at der kun var Virgil van Dijk tilbage i midterforsvaret, som har formået at holde sig helt skadesfri i sin Liverpool-tid. Joe Gomez har været skadet flere gange, og Joël Matip endnu oftere.
Det var ikke en holdbar situation med kun tre reelle midterforsvarere i en sæson, der ville blive særdeles komprimeret som følge af covid-19.
I Liverpool var der dog en tiltro til, at Fabinho kunne dække ind i midterforsvaret, når det var påkrævet, og i stedet valgte Fenway Sports Groupat punge op for playmakeren Thiago Alcantara i stedet for at løse en mere presserende udfordring. Midtbanen havde fungeret godt, men jeg har forståelse for, at klubben ikke kunne sige nej til spanieren.
Liverpool-fan og PLBOLD.dk-stifter Jeppe Augustsen mener også, at klubben skulle have ageret.
– I min vildeste fantasi havde jeg aldrig troet, at de tre midtstoppere skulle spille godt 1700 minutter til sammen i Premier League-regi – og det havde Klopp formentlig heller ikke.
– Det var nok også grunden til, at man ikke hentede en backup for Lovren, men historien har vist, at man altid skal bygge på efter en mesterskabssæson. Det blev også gjort med købene af Jota og Thiago, men det har vist sig at være meget dyrt ikke at købe en midtstopper.
– Min kritik er, at man aldrig har kunne stole på Matip grundet skadeshistorikken. I store perioder har han faktisk vist sig at være den bedste makker til van Dijk, men han er ganske enkelt ikke til at stole på – desværre for os Liverpool-fans.
– Nu har man lavet – som det ser ud lige nu – nogle gode signings i Davies og Kabak – men efter min mening er de kommet for sent. En skade til Matip bør ikke være afgørende for, om man henter en ekstra midtstopper, fordi han netop ikke er en spiller, man kan regne med. Som storklub og forsvarende mestre kan man ikke satse og stole på en spiller som Matip, desværre.
Længere fremme på banen havde det længe stået klart, at der manglede back-ups for den fænomenale fronttrio, der stort set altid spillede.
Divock Origi havde en kortvarig stjernestund i forbindelse med Liverpools Champions League-triumf, men ellers havde belgieren vist utallige eksempler på, at han ikke kunne levere varen. Det samme gjaldt for Xherdan Shaqiri, som Jürgen Klopp tilsyneladende også havde mistet troen fuldstændig på. Og endnu værre stod det til med Takumi Minamino.
Klopp skød sig selv i foden
Ind kom Diogo Jota og viste sig straks at være en perfekt spiller for Liverpool. Måske forblændet af portugiserens forrygende start valgte Liverpool at stoppe jagten på at styrke den offensive bredde.
Hos Jeppe Augustsen var der også stor fornøjelse at spore med signingen af Jota, men han mener også, at Klopp burde have ageret anderledes.
– Jota-købet var genialt, fordi vi havde brug for en, der kunne ånde de tre forreste i nakken, og det gjorde han i den grad i starten. Den helt store kritik mht. Jota er Klopp. Den dag i dag kan jeg stadig ikke forstå, at Klopp bruger ham i en fuldstændig ligegyldig kamp mod FCM (det samme med Salah) – og det endte med at koste.
– Klopp var efterfølgende ude at sige, at han havde brug for profiler på forskellige positioner for at sikre de andre unge spillere. Allerede dengang var vi ramt af skader, og han viste, hvor meget endnu en skade ville betyde. Og helt ærligt – ville de unge spillere gå helt ned med flaget, hvis vi tabte 0-3 på MCH Arena? Nej, absolut ikke. Alt mulig snak om respekt for FCM og Champions League.. Glem det. På den front har Klopp selv skudt sig selv i foden.
Der var nu fire gode nok spillere til tre pladser. I Manchester City er der vel som minimum seks spillere med høj klasse til at udfylde de forreste tre pladser? Dét var forskellen på de to hold.
Tidligere har Liverpool været forskånet for samme uheld som i denne sæson, hvorfor en langt smallere trup end The Citizens har været mulig. Men det kunne selvfølgelig ikke blive ved med at gå godt. Nu betaler Liverpool prisen.
Transferstrategi
Samtidig er det dog værd at huske på, hvordan Liverpools transferstrategi er.
FSG har ikke ligefrem spenderet millioner i øst og vest, men derimod har klubbens investeringer virket mere velovervejede end konkurrenternes, særligt i de seneste par år. Og da sommerens transfervindue grundet covid-19 gav et mere passivt vindue, hvor køberne var påpasselige med at hive det store checkhæfte frem, lykkedes det ikke Liverpool at sælge spillere som Origi og Shaqiri.
Normalvis kunne de to have indbragt £30-40 millioner, hvilket kunne have givet luft i budgettet til at hente en midterforsvarer eller en offensiv forstærkning mere.
Jeppe Augustsen mener, at Liverpool tilsyneladende ikke kunne få det, som klubben bad om.
– Det, der er med transfermarkedet, er, at det er så svært at navigere rundt i, og mht. Liverpool vil jeg ikke kritisere Klopp og FSG, fordi de har gjort det fremragende. De er stædige og nøjes ikke med Plan B eller C, og det har vist sig at være en succes, men det har været tydeligt for enhver, at de var nødt til at agere.
Men selvom Liverpool har en velovervejet transferstrategi, burde klubben i sommerens transfervindue have bidt i det sure æble og styrket bredden. For nu er det sandsynligvis for sent at reagere, og det kan ende med at koste et Premier League-mesterskab. Det bliver også dyrt.
Derfor mener jeg, at Liverpool selv er skyld i, at det er gået galt.
Klummen er skrevet af Morten Jørgensen, skribent på PLBOLD.dk.