Klublegende: Liverpool skal gå all in på Alisson
AS Romas Alisson er i flere måneder blevet rygtet til Liverpool, og efter Loris Karius' forfærdelige præstation i Champions League-finalen er en ny målmand nu højt på ønskelisten i Merseyside-klubben.
Det bliver dog næppe billigt at lokke Alisson væk fra Rom, men ifølge klublegenden Steve Nicol skal Liverpool satse benhårdt på at få fingrene i ham:
– Vi sad her og vurderede van Dijks prisskilt. Har van Dijk gjort en forskel? Det har han i den grad. Han har forvandlet holdet, siger Nicol til ESPN.
– Så forestil jer, hvad der ville ske, hvis de fik fat i Alisson. Hvis du vil have fat i de store trofæer, har du brug for gode spillere, og gode spillere koster.
– Liverpool har penge, og hvis du har dem, så skal du slå til, når muligheden byder sig. Køber du to gennemsnitlige spillere eller én klassespiller? Du køber klassespilleren.
Liverpool har allerede sikret sig en enkelt forstærkning i form af Fabinho, mens Naby Keita også er kommet til. Derudover rygtes Jerome Boateng og Nabil Fekir også til klubben.