Klopp: Tre Liverpool-profiler kan blive årets spiller
Vanen tro skal årets spiller i Premier League kåres i slutningen af sæsonen, og som altid kæmper flere store navne om prisen.
Hos bookmakeren Unibet er Liverpools Virgil van Dijk storfavorit, mens Manchester Citys Raheem Sterling og Sergio Agüero også er gode bud.
Jürgen Klopp mener dog ikke, at van Dijk er den eneste Liverpool-spiller, som kandiderer til prisen:
– Virgil er en fantastisk spiller, men vi ville ikke have så mange point, hvis vi ikke havde så mange gode spillere, fortæller han til klubbens officielle hjemmeside.
– Hvis du kigger på de seneste 10 uger, så vil jeg mene, at Sadio Mané også er i spil. Hvis vi ser på de 10 uger inden da, er Mohamed Salah også en kandidat.
– I sidste ende bliver det en meget dygtig spiller, der løber med hæderen. Hvis det for anden gang i træk bliver en Liverpool-spiller, vil det være stort, da det vil være et tegn på, at vi går i den rigtige retning.
I sidste sæson snuppede Mohamed Salah prisen for næsen af Kevin de Bruyne, Harry Kane, Leroy Sané, David Silva og David de Gea.