Klopp tilfreds med CL-lodtrækning: Selvfølgelig skulle den tages om
Det endte i en sand fadæse, da UEFA tidligere i dag trak lod til Champions League-ottendedelsfinalerne.
UEFA begik flere fejl ved første lodtrækning, og det betød, at der blev lavet en ny lodtrækning.
Ifølge Jürgen Klopp var der heller ingen tvivl om, at UEFA måtte gøre det igen.
– Helt bestemt. Jeg så det live og tænkte: "Det kan ikke ende sådan. Ingen chance". Så selvfølgelig skulle de lave det om, siger Jürgen Klopp til klubbens hjemmeside.
Liverpool trak i første omgang Red Bull Salzburg, men i anden omgang blev det i stedet Inter Milan, og det ser Liverpool-manageren frem til.
– Jeg måtte vente 54 år for at spille på San Siro for første gang, og nu er det to gange på tre måneder, så det er godt nyt. Det er selvfølgelig en svær lodtrækning. De fører Serie A og er et godt hold.
– Det er et ægte Champions League-opgør, og jeg ser virkelig frem til det, lyder det fra Jürgen Klopp.