Klopp: Sturridge og Coutinho misser Watford-opgør
I forbindelse med sin scoring i testkampen mod Bayern München pådrog Daniel Sturridge sig en skade, og angriberen har kæmpet for at blive klar til sæsonstart.
Fredag bekræfter Jürgen Klopp, at Sturridge ikke bliver klar til lørdagens kamp mod Watford. Med al sandsynlighed rejser han dog med, når Liverpool tirsdag møder Hoffenheim i Champions League-kvalifikationen.
– Daniel havde en fantastisk pre-season, men det var en en lille ting, indleder tyskeren på sit pressemøde inden opgøret mod Watford og fortsætter:
– Han er tæt på. Han var allerede tæt på at blive klar til weekenden, men det er ret sikkert, at han er klar til tirsdag.
Klopp fortæller samtidig, at man hverken får glæde af Philippe Coutinho, Adam Lallana eller Nathaniel Clyne til premieren.
– Adam Lallana fik skaden, hvilket er virkelig uheldigt for os alle. Clyney havde et problem fra første dag, og nu har Phil også noget med ryggen, så det er fire spillere, vi mangler. Det er ikke fedt, men nu skal jeg tage nogle svære beslutninger, for der har været nogle spillere, som virkelig er steppet op i løbet af pre-season.
Adam Lallana har problemer med låret, mens Nathaniel Clyne også døjer med en rygskade.