Klopp prikker til rivalen: Guardiola har ikke stået i en CL-finale længe
Det er lidt paradoksalt: Liverpool vil allerhelst vinde det engelske mesterskab, mens Manchester City higer efter at opnå status som europæisk storklub med en triumf i Champions League.
Alligevel er det Liverpool, som står med chancen for at løfte trofæet på lørdag, mens The Citizens som bekendt kunne forsvare sit mesterskab.
I den forbindelse udtalte Pep Guardiola, at det var vigtigere at vinde mesterskabet end vinde europæiske titler. Men det er nemt for en træner, som ikke har chancen for at vinde Champions League, at sige, mener Jürgen Klopp.
– Pep skal sige, at det er vigtigere at vinde Premier League end Champions League, da han ikke har stået i en Champions League-finale i et stykke tid, siger Klopp ifølge Daily Mirror.
– Han er en stor træner, og han fortjener al den ros, han får. Vi forsøgte at vinde mesterskabet denne sæson, men City var det bedste hold. Men der er en anden turnering, som vi stadig er i.