Klopp: Præstationen var til tre point - vi var det bedste hold
Liverpool fik onsdag en ret skuffende start på Champions League-sæsonen, da det hjemme på Anfield blev 2-2 mod Sevilla i gruppe E. Resultatet i sig selv er til at leve med, men skuffende, når man tænker på, at Liverpool havde store chancer for at afgøre kampen. Manager Klopp sagde således efter opgøret:
– Vi var det bedste hold fra starten. Vi lukker et mål ind på en dum fejl, men vi er det bedste hold. Sevilla havde to chancer kampen igennem og de scorer to gange. Vi har mange chancer og scorer to gange. Sådan er spillet, siger Klopp til BBC Sport og fortsætter:
– Vi lavede mange gode ting og det kan vi bygge videre på og det har vi tænkt os at gøre. Vi led et stort nederlag i weekenden og jeg synes vi rejser os spillemæssigt flot i aften.
– Det var en god kamp. Om et par timer kan jeg acceptere resultatet bedre og så er jeg sikker på at jeg kan sige, at resultatet i aften er til tre point, men at vi også kan bruge det ene point, siger Klopp.
I gruppens anden kamp spillede Spartak Moskva 1-1 ude mod Maribor. Dermed har alle hold et point efter første runde.