Klopp om Liverpool-jubilæum: Forhåbentlig kommer ingen med kage
Den 8. oktober i 2015 blev Jürgen Klopp ansat som Brendan Rodgers' afløser i Liverpool.
Siden har Liverpool været igennem noget af en forvandling og ligner igen et hold, der kan kæmpe med i toppen, som man så det under netop Rodgers i 2013/14-sæsonen.
Jürgen Klopp har altså på lørdag været på Anfield et år, men det er bestemt ikke noget, manageren på nogen måde har tænkt sig at fejre. Det er et langvarigt projekt, fortæller tyskeren.
– Det er sådan, at jeg ikke er her i et år. Forhåbentlig på længere sigt, og det betyder, at vi skal bruge al den information, vi har fået indtil nu og lære af den, fortæller Klopp ifølge Goal.
– Det er sådan livet fungerer. Få erfaringer, lære af dem og så være klar til den næste udfordring.
– Mit første år er hvad – den 8. oktober, ikke? Vi vil ikke fejre det, det kan jeg forsikre jer om! Forhåbentlig kommer ingen med kage. Jeg har ikke tid, og jeg er ikke i humør til at reflektere, slutter manageren.
Liverpool fik med 1-2 sejren over Swansea i lørdags den fjerde sejr på stribe.