Klopp om Coutinho: Det er ikke nemt for nogen
Philippe Coutinho vil gerne til Barcelona, men Liverpool vil ikke sælge sin stjernespiller. Det er svært at sige, hvor det skal ende, for mens Barcelona synes desperate efter at erstatte Neymar, står Liverpool lige så fast på ikke at skulle af med en af nøglespillerne.
Liverpool har afvist flere bud fra den spanske storklub, og hvor Klopp i starten udtalte, at Coutinho ikke skulle nogle steder, synes han mere magtesløs nu.
– I øjeblikket, som I kan forestille jer, er det ikke nemt for nogen. Men vi skal være fokuserede på jobbet på banen, og jeg synes, at drengene gjorde det fantastisk, siger Klopp ifølge Sky Sports efter kampen imod Crystal Palace lørdag.
Klopp blev spurgt, hvad Liverpool ville gøre for at genintegrere Coutinho i truppen, hvis han ikke skifter til Barcelona:
– Jeg synes ikke, at det giver mening at tænke for langt frem. Hvad der kan ske og hvornår. Situationen er, som den er, og den har ikke ændret sig. Det er alt, vi ved. Når der ikke længere er mulighed for en anden beslutning, den 31. august, så begynder vi at tænke på noget nyt.
Klopp og co. hentede sæsonens første Premier League-sejr med 1-0 over Crystal Palace lørdag.