Klopp irriteret over Mignolet-udtalelser
Simon Mignolet fortalte i sidste uge, at han fandt det "bizart," at Loris Karius fik lov til at blive udlejet til Besiktas, når han ikke selv måtte finde en anden klub.
Denne kommentar har Jürgen Klopp nu reageret på, og tyskeren er ikke tilfreds.
– Det giver ikke særlig meget mening at diskutere individuelle problemer med offentligheden. Det er altid bedre at snakke med hinanden. Det tror jeg meget på, siger Klopp ifølge Sky Sports og uddyber:
– Men det var stadig okay. Hvis han var glad for at være nummer to, ville jeg ikke kunne kende ham. Han er utrolig professionel, en klassemålmand, og han er selvfølgelig ikke glad for at være nummer to, men der er værre ting i verden end at være nummer to – og man bliver betalt rimelig godt i Liverpool.
– For at forstå beslutninger er det dog først og fremmest bedre at snakke med mig end med aviserne.
Karius har skrevet under på en toårig aftale med den tyrkiske storklub.