Klopp indrømmer: Blokerede exit i sommer
Caoimhin Kelleher ankom til Liverpool for otte år siden.
I 2019 blev han så rykket op på klubbens førstehold, hvor han siden da mestendels er blevet benyttet som reservekeeper.
25-årige Kelleher står derfor kun noteret for 27 optrædener på førsteholdet, hvor han stort set har siddet på bænken hele tiden.
Kelleher var derfor i sommer åben overfor en lejeaftale, så han kunne få flere minutter i benene. Men sådan gik det ikke.
Og klubbens manager, Jürgen Klopp, fortæller nu hvorfor. Det var nemlig bydende nødvendigt, at Kelleher blev i klubben, da han er af egen avl, og det er et stort plus i henhold til registreringsreglerne.
Liverpool fortsatte en vild stime efter 4-0-sejren mod LASK i torsdags. Læs mere her.
– Vi havde samtaler i sommer om en lejeaftale, men så længe, vi ikke har en løsning, kan vi ikke leje spillere ud.
– Han er af egen avl, og dermed er det først og fremmest hans opgave at gøre sit bedste for Liverpool, og så må vi se, hvordan vi kan løse det.
– Det er naturligvis en situation, han ikke ønskede at havne i, for sommetider ønsker man muligheder og vil gerne spille, men nu kommer han bestemt til at spille færre kampe. Jeg tror på ham, siger Klopp ifølge Liverpool Echo.
Kelleher ventes at få en håndfuld kampe som følge af Alissons skade, og søndag kan han få karrierens sjette kamp i Premier League, når Fulham lægger vejen forbi Anfield.
– Vi ser ham hver dag til træning. Han er et fremragende talent. Måske nævner vi ikke hans navn ofte nok, men John Achterberg (målmandstræner i Liverpool, red.) har fra dag ét sagt til mig, at han ville blive den spiller af egen avl, der ville lykkes. Siden da har vi set hvert et skridt, fra han var en dreng til nu, hvor han er en mand. Han er en topklasse målmand, det er der ingen tvivl om, lyder det videre fra Klopp.
Foruden de 27 førsteholdsoptrædener for The Reds, kan Kelleher også bryste sig af 10 A-landskampe for Irland.
Liverpool risikerer desuden at glippe 17-årigt stortalent. Læs mere her.