Klopp: 'I'm the Normal One'
48-årige Jürgen Klopp er nu ankommet til Liverpool som klubbens nye manager, og da tyskeren blev spurgt ind til José Mourinhos første pressekonference som Chelsea-manager i 2004, hvor han omtalte sig selv som 'The Special One', svarede han:
– Jeg har ikke lyst til at beskrive mig selv. Jeg er en helt normal fyr – 'I'm the Normal One'.
Og det var til stor morskab for de mange journalister, der var med på pressemødet, hvor han også blev spurgt ind til Liverpools ofte kritiserede spillestil.
– Jeg har endnu ikke mødt mit mandskab. For mig handler det om følelser, hurtighed og overgangsspil. Alle de ting, der gør fodbold interessant for mig, ønsker jeg at se på banen.
– Men det her er ikke dagen, hvor jeg vil love noget omkring en bestemt spillestil. Lad os starte med at arbejde, og så kan vi tale sammen i næste uge, fortalte Klopp på pressemødet.