Klopp har tiltro til Lovren
Dejan Lovren har ikke været den store succes på Anfield, siden sin ankomst i sommeren 2014. Hos Southampton var den kroatiske forsvarsspiller en stor profil, men hos Liverpool har han virket usikker i flere situationer. Under Jürgen Klopp har han også stået i skyggen af Martin Skrtel og Mamadou Sakho.
Sidstnævne er imidlertid ude med en knæskade de kommende seks til otte uger og Dejan Lovren kan derfor se frem til en del kampe i den periode. Forud for weekendens kamp imod førerholdet Mancehster City har Jürgen Klopp sagt, at han har fuld tiltro til den kroatiske forsvarsspiller:
– Jeg er slet ikke nervøs for at bruge Dejan Lovren i forsvaret. Han har arbejdet hårdt, siden jeg kom til klubben og fortjener at spille, siger den tyske manager.
Dejan Lovren fik debut for Liverpool i sommeren 2014, da klubben spillede venskabskamp mod Dortmund. Jürgen Klopp stod dengang i spidsen for Dortmund og han husker tydeligt, hvor god kroaten var i den kamp:
– Han fik debut, da Dortmund spillede imod Liverpool. Han var fantastisk i den kamp.
– Jeg har sidenhen hørt mindre gode ting om Dejan Lovrens præstationer, men han har virket stærk og fokuseret i min tid i klubben. Jeg har derfor ikke noget problem med at bruge ham de kommende uger, slutter Jürgen Klopp.