Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Klopp forsvarer Salah: Han er ikke i krise

Af Mads Bye Marboe
21.09.2018 Kl. 14:40
Jürgen Klopp afviser, at Mohamed Salah er i krise til trods for en mindre god start på sæsonen.

Mohamed Salah scorede utrolige 44 mål for Liverpool i sin debutsæson for klubben, men kantspilleren har endnu ikke ramt samme niveau i denne sæson.

To scoringer i seks kampe er, hvad det indtil videre er blevet til for egypteren, men Jürgen Klopp afviser, at Salah er i krise.

– Rent defensivt har hans seneste to kampe været perfekte, og det er især vigtigt i kampe som disse, så det siger alt om ham. Han er klar til at arbejde for holdet. Det er en helt normal situation for en offensiv spiller, at de har perioder, hvor de ikke scorer, siger tyskeren på fredagens pressemøde og uddyber:

– Men han er stadig en trussel og har fantastiske situationer i begge kampe. Han er i god form, og man må aldrig tage afslutninger for givet. Det gør jeg aldrig, og det gør spillerne aldrig – det må kun fansene gøre. Det vigtigste er, at han rent fysisk er i god form.

I sidste sæson scorede Salah tre mål i sine første seks kampe, og det fik Klopp til at joke med de nuværende spekulationer om krise.

– Wow, det er noget af en krise! Ingen kan huske det, men det er ikke noget problem.

– Selvfølgelig forventer alle det (at han scorer lige så mange mål som i sidste sæson red.), men vi forventer det ikke. Vi vil bare have, at han scorer så ofte som muligt.

Salah får mulighed for at score igen lørdag, hvor The Reds møder Southampton.

Annonce