Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Klopp afslører: Ville hente Arsenal-stjerne

Af Emil Plovgaard
05.10.2022 Kl. 10:40
Jürgen Klopp forsøgte at lokke Arsenal-stjernen.

23-årige Martin Ødegaard skiftede i en alder af bare 15 år til Real Madrid i 2015. Han fik dog aldrig for alvor chancen for at bevise sig hos den spanske storklub.

I stedet stod den på adskillige udlån til diverse klubber i løbet af hans ophold i den spanske hovedstad, inden han så i 2021 rykkede til London, hvor han nu tørner ud for Arsenal.

Nu fortæller Liverpool-manager, Jürgen Klopp, i et interview med norske TV 2, at han forsøgte at hente Ødegaard til Dortmund.

– Jeg holder virkelig af ham, og det er nemt i disse dage. Det var noget sværere i begyndelsen af hans karriere, hvor han var hos Real Madrid. Det så ud, som om, tingene ikke ville gå hans vej. Jeg var meget skuffet, for vi ville virkelig gerne have ham til Dortmund, da han var meget ung, siger Klopp i et interview med det norske medie.

– Vi havde en lang samtale, da han stadig var en dreng, og også med hans far. I sidste ende besluttede han sig for at skifte til Madrid, og det er godt, men det er derfor, jeg altid har fulgt ham, fortsætter tyskeren.

Klopp er glad for Ødegaards udvikling, hvor den norske midtbanespiller nu er toneangivende hos en af Premier Leagues største klubber.

– Jeg er virkelig glad for, at han nu er ved at blive den spiller, vi alle regnede med, han ville blive. Han er faktisk blevet endnu bedre end det. Han spiller en stor rolle hos et utrolig stærkt Arsenal-mandskab. På samme tid er han meget ung, klarsynet og meget indflydelsesrig. Jeg kan ærlig talt ikke sige noget negativt om ham. Han er virkelig en topspiller, lyder det fra Klopp.

Klopp forstår dog også godt, at Ødegaard i sin tid valgte, som han gjorde.

– Hvis man sammenligner byen Dortmund med byen Madrid, så ville jeg formentlig nok have truffet samme beslutning, siger Klopp med et grin.

I denne sæson står Ødegaard noteret for tre mål i otte kampe hos Arsenal, der topper Premier League.

Nordmandens kontrakt med The Gunners gælder frem til sommeren 2025.

 
Annonce