Klar besked: Laudrup langer ud efter Højlund
Nul mål i ni Premier League-kampe.
Det er status for Rasmus Højlund indtil videre i sin Manchester United-karriere, og de manglende mål i den engelske liga er begyndt at blive et tema.
For Højlund er kommet frem til chancerne, og faktisk er han en af de spillere i Premier League, som ifølge ligaens officielle statistikker har misbrugt flest store chancer.
Det er heller ikke gået Michael Laudrups næse forbi, og han sender i studiet hos TV3+ en klar advarsel til Rasmus Højlund.
– Han spiller i Manchester United. Han spiller ikke i en eller anden bundklub, hvor det er fint, hvis han scorer hver tredje eller fjerde kamp, sagde Laudrup onsdag aften.
– Han skal forstå, at han er i Manchester United. Han skal til at score i Premier League.
– Det er ikke nok, at vi eller andre kan stå der efter kampen og sige, at nu kom han til to chancer igen, han arbejder så hårdt, og han er der.
– Det skal komme, for ellers ved man, hvordan kritikken er, og den er bare større i de store klubber.
– Jeg under ham virkelig at få succes, og det har han haft i Champions League, men vi ved også, hvordan det fungerer i de store klubber. Hvis målene ikke kommer, sidder der nogle ejere og siger, at vi skal have en ny. Og så betaler man 500 millioner for en anden spiller.
Mens Højlund ikke har scoret i Premier League endnu, er han noteret for fem scoringer i Champions League.
I alt har han spillet 16 kampe for Manchester United, hvor det er blevet til fem mål.
Herunder kan du få overblikket over de spillere, som har misbrugt flest store chancer i Premier League denne sæson.
| Erling Haaland (Manchester City) – 14 | ||||
| Ollie Watkins (Aston Villa) – 13 | ||||
| Darwin Nunez (Liverpool) – 13 | ||||
| Rasmus Højlund (Manchester United) – 8 | ||||
| Nicolas Jackson (Chelsea) – 8 |