KJÆRBØLS OPTAKT: Den største kamp mellem City og Spurs
Fodboldhistoriker og forfatter Michael Kjærbøl har kigget på en af Premier League-rundens kommende kampe. Dette er anden del i en artikelserie.
LÆS FØRSTE DEL HER: KJÆRBØLS OPTAKT: Legendariske ikke-briter
I maj 1981 udkæmpede Manchester City og Tottenham en af deres mest markante indbyrdes opgør. Det foregik i finalen i verdens ældste pokalturnering. På en tid, hvor det var en magisk begivenhed at optræde i en FA Cup slutkamp i selveste fodboldens tempel, det mægtige Wembley.
Dysten blev jævnbyrdig, velspillet og intens. En ægte cupfinale. Manchester City så længe ud til tage trofæet, for kampens bedste spiller, den skotske venstre wing, Tommy Hutchison, havde bragt The Citizens i førerposition i første halvleg, og da der resterede godt 10 minutter så Tottenhams kræfter ud til at svinde ind. Så fik londonerne et frispark lige uden for straffesparksfeltet. Spurs’ blændende tekniker og dødboldspecialist, elegantieren Glenn Hoddle, løftede bolden i en bue over Citys forsvarende mur. Skuddet så ud til at være for blødt, og Citys lange keeper Joe Corrigan havde tydeligvis kigget afslutningen ud. Uheldigvis for de lyseblå var føromtalte Hutchison en smule desorienteret i situationen og bolden ramte ham på siden af hovedet, eller nærmest i nakken, hvorved kuglen ændrede retning og trillede ind i det lange hjørne, uden for Big Joe Corrigans rækkevidde. Tommy Hutchison, der var en vidunderlig seværdig offensivspiller, gik fra Man of the Match til tragisk skurk på et sekund.
Hvis finalekampen havde været tæt og underholdende, så blev omkampen intet mindre end et episk brag. Et festfyrværkeri af offensivt mod og bølger af angreb overfor heroisk kæmpende forsvar i begge ender. Utvivlsomt og indiskutabelt en af de bedste FA Cup finaler i historien.
Ossie Ardiles var naturligvis udset til at spille en hovedrolle som krumtap i Tottenhams maskinrum, men på denne dag var det hans landsmand, Ricardo Villa, der stjal billedet.
De to argentinere var nærmest diametrale modsætninger – på og uden for banen. Osvaldo Ardiles var den elegante strateg, der aldrig missede en aflevering og placerede sig med fineste forudseende fornemmelse for spillet. Ricardo Villa var skudstærk og impulsiv, men alt andet end stabil. Uden for grønsværen var Ossie imødekommende, venlig og afbalanceret. Han integrerede sig problemfrit i det engelske samfund og tilpassede sig fodboldkulturen. I modsætning til Ricky, der sloges gevaldigt med det hele.
Da Svend Gehrs i 1979 havde en interviewaftale med den skæggede angriber, og stod og ventede foran træningsanlægget, stak argentineren til almindelig forbløffelse pludselig af. En temmelig målløs Gehrs overværede Villas flugt over plankeværket – eller i alt fald i skjul bag nogle biler på anlæggets p-plads. Den danske reporter gav nu ikke op så let og fandt med sædvanlig ildhu frem til angriberens gemmested. Baggrunden var, at Ricky Villas engelsk var så ringe, at han nærmest gik i panik ved tanken om at møde pressen tete-a-tete. Det blev da også en kort og knapt så informativ samtale.
Også på banen havde Villa vanskeligt ved at opnå succes. Tottenhams spillesystem var ikke bygget op omkring hans offensive evner, og han måtte omstille sig til, at der skulle arbejdes stenhårdt i alle kampe.
Der var ikke mange der havde sat deres penge på, at Villa ville spille sit livs kamp i en af tidernes mest spændingsmættede finaler. Men det skete. Ricky bragte Spurs foran med et hårdt og køligt spark fra feltets grænse i kampens indledning. Manchester svarede imidlertid igen med to scoringer af skudstærke Steve MacKenzie og angriberen Kevin Reeves (på straffespark). Men med 20 minutter igen gik manager Keith Burkinshaws Spurs-offensiv amok. Først udlignede hurtige Garth Crooks til 2-2, og derefter leverede Ricky Villa sit andet mål i opgøret efter et feberagtigt og fabelagtigt slalomløb igennem Citys forsvar. Tottenham sejrede således med 3-2 efter en mandfolkefinale, hvor ingen havde fortjent at tabe.
Den dag i maj 1981 brændte Villa fuldkommen Wembley af. Men det var ikke første gang, at en udlænding havde spillet en afgørende rolle i en FA Cup finale.
Læs også: Advarer Guardiola: Syv City-stjerner daler i niveau
