Kina-kritisk Özil kan få seriøse konsekvenser for Arsenals økonomi
Kinesiske fodboldfans brænder i disse dage "Özil"-trøjer i hobetal, skriver The Guardian, efter at den tyske Arsenal-spiller denne weekend kritiserede det kinesiske styres behandling af landets muslimske mindretal.
Og det kan få økonomiske konsekvenser for Arsenal, selvom klubben har forsøgt at vaske sine hænder med en udmelding om, at fodboldklubben er apolitisk.
På sine sociale medier fordømte Özil lørdag den kinesiske regering, som ifølge flere menneskerettighedsgrupper har tilbageholdt og forfulgt op mod én million mennesker fra landets muslimske mindretal, uighurerne.
Stjernens kritik har vakt stor vrede i Kina, som er et marked, hvorpå Arsenal forsøger at ekspandere sin forretning.
Den direkte reaktion fra det kinesiske styre var, at man helt fjernede kampen mellem Arsenal og Manchester City fra tv-sendeplanen, og nu kritiserer The Global Times – der er et direkte mundstykke for den kinesiske regering – Mesut Özil, som man beskriver som "klovnagtig".
– Özil har ødelagt sit image blandt kinesiske fans, og dette får seriøste implikationer for Arsenal, skriver avisen i sin leder.
– Det kinesiske folk kan tydeligt se, at Özils handlinger er klovnagtige, og har har såret Kinas følelser.
Og det er slet ikke utænkeligt, at Özils politiske udmelding kan ramme Arsenal på pengepungen. Klubbens økonomiske direktør, Vinai Venkatessham, sagde tidligere på året, at Kine og Asien er "kritiske" for Arsenal.
– Vi ser positivt på Kina og føler, der er stort potentiale for at vokse sig endnu større i de kommende år, sagde han tilbage i september.