Historien om den lille krøllede Kevin Keegan er den klassiske fortælling om knægten fra det fattige minearbejderhjem, der trods en karrierebegyndelse med groteske arbejdsforhold og primitive udviklingskår i en obskur 4. divisionsklub kæmpede sig til tops i international fodbold.

Det var Bill Shankly, der hentede Keegan til Liverpool fra Scunthorpe United, og den lille angriber blev ikke én af Shanklys bedste opfindelser, men helt enkelt den bedste. På et Liverpoolmandskab, der blomstrede og kom til at blive den dominerende faktor i den engelske liga med tempofyldt og seværdigt possessionfodbold, blev den kun 1,73 meter høje Keegan stjernen over alle.

Han var en uopslidelig hvirvelvind, konstant udfordrende og pågående. Med en strålende boldføling, et hårdt spark og et forbløffende godt hovedspil var det, som om han var allestedsnærværende på banen og umulig at holde nede. En sand énmandshær.

Uden temperament var han bestemt heller ikke. I Charity Shield-matchen i 1974 mod Leeds United kom Keegan i slagsmål med Leedsanføreren Billy Bremner, efter at skottens holdkammerat Johnny Giles havde slagtet den lille Liverpool-forward flere gange. Slagsmålet kostede begge en udvisning og fortsatte, skandaløst nok, i omklædningsrummet bagefter. Keegan fik tre spilledages karantæne og Bremner otte.

Faneflugt

Efter at have spillet en fremtrædende rolle i Liverpools mesterskab og Europa Cup-triumf i 1977 chokerede Keegan engelsk fodbold ved at annoncere, at han søgte nye græsgange og valgte at skrive kontrakt med tyske Hamburger SV. Overgangssummen var på 500.000 pund. Det får man ikke meget spillerpotentiale for nu om dage, men dengang var det en ganske formidabel transfer.

Mange tvivlede på, om Keegan ville passe ind i den jernhårde og topdisciplinerede Bundesliga. Det begyndte også rigtigt dårligt. Holdkammeraterne i HSV var dybt misundelige over englænderens høje gage, hvilket medførte, at Keegan nærmest blev saboteret. Frits Ahlstrøm rapporterede fra Hamborg i alt om Sport i 1978: ”Det vidnede om en fantastisk moral, at Kevin Keegan i næsten hver kamp i Bundesligaen kunne være så dominerende, dels var medspillerne tilbøjelige til at overse ham, blindet af deres indædte jalousi, dels spillede han på et hold tilsyneladende uden ambitioner. Men da sæsonen var forbi, orkede han heller ikke længere. ’Jeg vil væk,’ meddelte han, tydeligvis frustreret.”

Men situationen bedrede sig. HSV’s manager, Günther Netzer, insisterede på, at Keegan skulle blive, og fik efterhånden spillertruppen til at fatte, at der var enorme sportslige muligheder inden for rækkevidde, hvis man slog sig til tåls med at samarbejde i stedet for at modarbejde. Og Keegan mobiliserede selv en charmeoffensiv. Frem for at spise for sig selv og isolere sig fra holdet valgte han – klogt – at integrere sig. Og med et tysk mesterskab og en andenplads i Bundesligaen – og med to kåringer til Europas Bedste Spiller – gjorde Scunthorpe-knægten skeptikerne til skamme. Keegan fik tilnavnet The Mighty Mouse og havde overskud til at indspille en plade: Head Over Heels In Love. Den understregede, at han var ren rock and roll – men mest på fodboldbanen.

Ballon d’Or-skandale

Kevin Keegan er således den eneste engelske spiller gennem tiderne, der har vundet Ballon d’Or to gange, nemlig i 1978 og 79, og han var meget tæt på et hattrick, men i 1977 løb vores egen lille superstar, Allan Simonsen, som bekendt med titlen som Europas bedste, kun tre point foran Keegan. Englænderen havde bagefter – fuldt forståeligt – vanskeligt ved at lægge skjul på sin skuffelse over, at den britiske repræsentant i 

i afstemningen ikke havde givet Keegan et eneste point. BBC-reporteren Max Marquis, der repræsenterede både England, Skotland, Wales og Nordirland i Ballon d’Or-afstemningen, gav point til såvel West Hams Trevor Brooking som Manchester Uniteds Gordon McQueen(!), men altså – helt uforståeligt – ingen til Keegan. Det blev udslagsgivende for, at Simonsen vandt trofæet. Havde de fire britiske fodboldforbund haft hver deres repræsentanter, er det yderst sandsynligt, at afstemningen var faldet anderledes ud. Men briterne måtte nøjes med mr. Marquis, som (måske) havde et horn i siden på Keegan for at vælge Liverpool fra til fordel for tysk fodbold?

Musen og Dværgen

På det engelske landshold var Keegan imidlertid ustoppelig. Idrætsparkens publikum fik syn for sagen på nærmeste hold, da Three Lions gæstede København i 1978. Den danske landsholdstræner Kurt Nielsen prioriterede for en gangs skyld et defensivt initiativ og satte til lejligheden midtbanespilleren Flemming Lund til at agere ”overfrakke” på Keegan. Lund havde nydt en vis succes i Bundesligaen som kynisk matchspoiler for Fortuna Düsseldorf, så nu stod ”den Mægtige Mus” så over for ”den Rasende Dværg”, som de tyske aviser havde døbt danskeren. Det blev en fuldkommen overmatchning. Lille Keegan scorede to gange – endda på hovedstød – og på et tidspunkt måtte en desperat Flemming Lund kaste sig ned i en løbeduel med den lynhurtige Mus og tage bolden til sig med hænderne. Selv om Danmark spillede en offensivt strålende og meget underholdende kamp, vandt englænderne med 4-3. Keegan var den udslagsgivende stjerne, tungen på vægtskålen, chokoladeovertrækket på vitaminpillen.

Skader og retur til England

Ved VM i 1982 i Spanien kunne England sandsynligvis have nået rigtig langt, hvis ikke deres lille hvirvelvindsforward havde været skadet. Keegan nåede en begrænset indsats i den sidste mellemrundekamp mod Spanien, men englænderne kunne ikke score og måtte som følge deraf forlade turneringen – trods ubesejret. Inden da havde Bundesligaen slidt Keegan ned fysisk og psykisk med streng kæft, trit og retning og nærmest militær disciplin. Den notorisk brutale og ret så alkoholiserede HSV-træner, Branko Zebec, frarøvede efterhånden sin stjerne både spillelyst og inspirationen til at lyse op. I Europa Cup-finalen i 1980 mod Brian Cloughs Nottingham Forest lignede Keegan en udmattet og knækket mand. Det blev scouserens svanesang i tysk fodbold.

Langt de fleste regnede med, at Keegan skulle tilbage til Liverpool efter sit tyske eventyr, men sådan gik det ikke. Lawrie McMenemys Southampton satsede stort på en række forholdsvis aldrende profiler, såsom Mick Channon, Charlie George og Alan Ball. The Saints spillede fremadrettet og målsøgende, og Keegan fik stor personlig succes. Men på trods af tilstedeværelsen af defensivspillere som Dave Watson og Mick Mills lukkede Southampton for mange mål ind, og klubben blev aldrig en rigtig seriøs mesterskabsudfordrer i de sæsoner, hvor Kevin Keegan var på Dell. 

Helt på St. James’

Kevin Keegan foretog sit sidste klubskifte i 1982. Det var fra den lune sydkyst til det køligere Nordengland, og for Newcastle United spillede Keegan 78 kampe og scorede 48 mål. The Magpies rykkede op i Keegans anden sæson, der også blev hans karrieres sidste, med unge spillere som Chris Waddle og Peter Beardsley. Den sovende kæmpe i Nord rørte på sig, og the Mighty Mouse skrev sig ind i ”geordiernes” hjerter for altid.

Keegans senere managerkarriere var lidt – skal vi sige ”blandet”? Det var svært at omsætte genialiteten på grønsværen til trænerbænken. 

Men som fodboldspiller indtager Kevin Keegan en plads blandt de allerstørste i britisk fodbolds historie. Vel kun matchet af wingfænomenet Sir Stanley Matthews og nordirske George Best? Denne skribent er af den opfattelse, at Keegan aldrig – hverken før eller siden – er overgået af andre britiske spillere.