Keane glæder sig over storklubbers interesse
Det tidligere Manchester United-talent Michael Keane spillede i sidste sæson 46 kampe i The Championship for Burnley. Dermed var han en vigtig brik på Sean Dyches mandskab, der endte med at rykke op i Premier League.
I sommer forsøgte de engelske mestre fra Leicester at købe den 23-årige englænder, men deres bud på £10m blev afvist. I den første halvsæson har Michael Keane fortsat de flotte præstationer, hvilket også har kastet to landsholdsudtagelser af sig.
Flere eksperter forventer derfor, at de engelske storklubber vil forsøge at købe Michael Keane fri af sin kontrakt med The Clarets til januar. Forsvarsspilleren indrømmer også, at han er smigret over den store interesse:
– Når andre personer taler pænt om en og man bliver sat i forbindelse med andre klubber, så bliver man da glad. Jeg tager det alligevel meget roligt, fordi det betyder bare, at jeg leverer nogle gode præstationer for Burnley, siger englænderen og tilføjer:
– Jeg skal stadig forsøge at holde benene på jorden og fortsætte mit gode arbejde, så jeg kan hjælpe Burnley bedst muligt, slutter Michael Keane.