Kasper Schmeichel kåret til Ugens Spiller i Champions League
Da Leicester ganske overraskende spillede sig videre i Champions League med en samlet sejr over Sevilla, var det med Kasper Schmeichel i en hovedrolle.
Den danske landsholdsmålmand reddede et straffespark fra Steven N’Zonzi med 10 minutter tilbage af kampen, og dermed kunne Leicester bevare sin 2-0-føring, som også blev resultatet af returkampen.
Efterfølgende blev Leicester-målmanden kåret til kampens bedste spiller, og nu er han også blevet kåret til ugens bedste spiller i Champions League.
Schmeichel fik 36 procent af stemmerne, mens Jan Oblak fra Atlético Madrid tog andenpladsen med 31 procent af stemmerne. Kylian Mbappé sluttede top tre af med 18 procent, mens Paulo Dybala fik 16 procent af stemmerne.
Den danske målmand havde fem redninger i kampen mod Sevilla, og han skal holde storformen, hvis Leicester også skal avancere fra næste runde, hvor netop Jan Oblak og Atlético Madrid er modstanderen.