Kasper Schmeichel har forbudt venskab med dansker
Kasper Schmeichel spiller til daglig i den skotske storklub Celtic, og i Glasgow går bølgerne højt, når det gælder rivaliseringen med Rangers.
De to ærkerivaler har gennem rigtig mange år kæmpet om tronen i skotsk fodbold, og lige nu tilhører den Kasper Schmeichels mandskab.
I en længere periode har det dog tidligere været Rangers, som har siddet på magten og haft overhånden, og det har blandt andre været med Peter Løvenkrands på holdet.
De to danskere bor begge i Glasgow lige nu, og her har de rigtig meget med hinanden at gøre, selvom de tilhører hver deres hold.
I et interview med TV 2 fortæller Kasper Schmeichel og Peter Løvenkrands, hvordan de ses mindst fem gange om ugen.
Deres tætte forhold er dog også noget, som vækker opsigt i den skotske storby, hvor nærmest alt handler om rivaliseringen mellem klubberne.
– Før man oplever det, så forstår man det ikke. Det er liv og død. Det betyder alt, og det er det eneste, som folk snakker om. Hvis du er ude at handle eller fylder benzin på, så er det Celtic, Rangers, Celtic, Rangers.
– Jeg tror ikke, man kan forstå det, før man har oplevet passionen på et af stadionerne herovre, fortæller Kasper Schmeichel.
De har blandt oplevet, hvordan rasende taxachauffører ikke har kunne forstå deres nære venskab.
Kasper Schmeichel skal fredag aften i aktion mod Skotland i VM-kvalifikationen, mens Peter Løvenkrands snart skal ses på TV 2 fredag aften, når han skal være med i Vild Med Dans.


















