Kasper Høgh bomber videre: Så tæt er Bodø/Glimt på sensationel kvartfinale
Den danske angriber Kasper Høgh og Bodø/Glimt fortsætter deres eventyrfortælling i Champions League i denne sæson. Onsdag gik det ud over Sporting CP.
På kunstgræsset i den nordlige del af Norge lykkedes det endnu engang for Bodø/Glimt at levere et fantastisk resultat, og det havde Kasper Høgh en stor andel i.
Angriberen med en fortid i dansk fodbold startede på banen, og han kunne efter 71 minutters spil score sit femte Champions League-mål.
Forinden havde hjemmeholdet allerede nettet to gange, og det endte med en norsk sejr på 3-0 mod det portugisiske storhold.
Meget tæt på kvartfinale
Det betyder nu også, at Bodo/Glimt og Kasper Høgh har mindst det ene ben i kvartfinalerne i Champions League, hvilket må beskrives som en gevaldig sensation.
Af de tilbageværende hold i Champions League er det således det norske mandskab, der har det suverænt mindste budget.
I kvartfinalerne står Bodø/Glimt til at møde enten Real Madrid eller Manchester City, og onsdag vandt det spanske mandskab 3-0 på Santiago Bernabeú.
I sidste sæson nåede Bodø/Glimt semifinalerne i Europa League, hvor Tottenham blev endestationen.


















