Den tidligere landstræner fylder 54 år.

Oprindeligt aalborgensiske Kasper Hjulmand kan fejre fødselsdag i dag.

Hjulmand havde en aktiv divisionskarriere i Randers, Herlev og B.93.

Efter sin tid som aktiv fortsatte som han som træner. Hjulmand startede som talentudvikler og senere førsteholdstræner i Lyngby, og det blev hurtigt tydeligt at her var en træner med en klart defineret filosofi.

Portrættet fortsætter efter videoen.

Dyre lærepenge i Mainz

I 2012 førte han et frisk og flabet spillende FC Nordsjælland til et overraskende dansk mesterskab, og det banede vejen for en chance i Bundesligaen i Mainz, hvor også Jürgen Klopp og Thomas Tuchel – to trænere der afgjort har inspireret Hjulmand – har slået deres folder.

Hjulmand samlede et stærkt team med bl.a. Flemming Pedersen og Keld Bordinggaard, men når det ikke blev nogen succes, så hang det måske sammen med at den “danske” approach med involvering af spillerne og mandskabsbehandling i øjenhøjde ikke rigtig slog an i det tyske?

Et par belastende historier cirkulerede i pressen. En af dem omhandlede en træningslejr, hvor spillerne skulle ud på en løbetur, og hvor flere af aktørerne mødte op med fodboldstøvler. Kasper bad dem om at løbe ned og få skiftet til passende fodtøj, mens resten af gruppen stod og måbede.

Normal Bundesligapraksis havde været skideballe og bøder, men de danske trænere tog situationen med en anderledes pædagogisk ”approach”. Set i retrospektiv røg der nok noget respekt for Hjulmand ved den lejlighed.

I Tyskland er cheftræneren en autoritet, og hvis spillerne udfordrer den, eller agerer uprofessionelt, så er der ikke plads til bløde værdier. Kasper blev fyret i februar 2015, efter mindre end et år. Mainz har dog ikke mistet appetitten på danske trænere, eftersom Bo Svensson og Bo Henriksen siden har besiddet chefstolen i Rheinland-Pfalz.

Efter et comeback i FCN blev Hjulmand i 2020 – til glæde for mange, og til ærgrelse for andre (jeg hører afgjort til den første kategori) – udpeget som landstræner for det danske herrelandshold.

To fede år – og to magre

Efter nogle år under Åge Hareides minimalisme var Hjulmand et gevaldigt tiltrængt frisk pust. Spillestilen blev væsentlig mere offensiv og det blev atter en fest at gå i Parken.

Den nye landstræner viste sin trup bred tillid ved ofte at benytte to vidt forskellige opstillinger i landskampe indenfor en termin. Det blev en succes, for eksempel da Danmark udraderede Moldova med 8-0 med en B-opstilling.

Europamesterskabsslutrunden i 2021 var også en kæmpe opmuntring. Danskerne kom stærkt igen efter Christian Eriksens chokerende kollaps, og nåede helt frem til semifinalen efter nogle forrygende opgør, hvor især Rusland og Wales blev besejret i ren opvisningsstil. For første gang siden 1992 og de glade 80’ere var der folkefest i gaderne før, under og efter kampene.

Kvalifikationen til VM i 2022 kom da også godt fra start. Danmark vandt puljen foran Skotland og Nordirland. Men der begyndte at indsnige sig nogle bekymrende tendenser. Landsholdet spillede ikke helt så frisk og kvikt, og man fik en fornemmelse af, at det mere gjaldt om ikke at tabe, end den ubekymrede og frigjorte tilgang fra tidligere. Ved slutrunden i Qatar tiltede det hele.

Forløbet er aldrig blevet fuldt belyst. Hvordan kunne Danmark spille så ringe i Qatar? Måske var en del af årsagen, at landstræneren udtog en trup, der i alt for høj grad vægtede ”relationer” frem for aktuel kampform.

Flere spillere var halvskadede og burde ikke have været med. Man fik ligefrem indtryk af, at den magtfulde anførergruppe dikterede trupsammensætning og taktik.

Alligevel var den danske nedsmeltning i ørkensandet fuldkommen chokerende og massiv. Den sidste puljekamp mod Australien er den ringeste indsats, jeg nogensinde har set et dansk landshold præstere.

Efter 20 minutters kontrol med opgøret visnede danskerne totalt. Selv de mest simple afleveringer kiksede og der var ingen overskud og kampgejst. Det var helt logisk, at Australien fik scoret i anden halvleg, og nederlaget kunne nemt være blevet større.

Den manglende forklaring

Bagefter fik offentligheden en halvkvædet vise om, at de politiske diskussioner havde fået for meget fokus og ødelagt truppens koncentration. Det forekom at være en sløj forklaring på fiaskoen.

Havde snakken om anførerbindets farve virkelig fyldt så meget hos spillerne?

Qatar kom til at markere en spillemæssig nedtur, der fortsatte på fuldt skrald i den efterfølgende EM-kvalifikation. Den offensive stil blev lagt om, og Danmark spillede kedeligt, langsommeligt og fantasiløst. Kasper Hjulmands to sidste år som landstræner blev lige så triste som de to første havde været positive og opløftende.

Den oprindelige ideologi blev skrinlagt og erstattet med dødssyg minimalisme. Danmark kom med til EM i Tyskland, men leverede en defensiv og halvpinlig indsats. Mod Serbien i den sidste gruppekamp stod landsholdet med alle tiders mulighed for at vinde puljen, men man foretrak – helt uforståeligt – at kravle ned i eget felt og forsvare 0-0.

Et resultat der betød, at EM-værterne blev næste modstander i 1/8 finalen. Det endte som bekendt med det forudsigelige nederlag i et opgør, hvor marginalerne ikke var på Danmarks side.

Om man i retrospektiv vælger at vægte de to fantastiske år under Hjulmand, eller de to miserable, det er op til den enkelte. For mig vil det altid stå som et mysterium, at en af Danmarks mest innovative trænere endte med et koncept der primært handlede om ikke at tabe.

Kontrakten med DBU løb ud, og Kasper Hjulmand blev i første omgang ansat i en rolle som talentchef i forbundet. Men da Bayer Leverkusen kom på banen med et tilbud i 2025, tog Hjulmand atter springet til Bundesligaen.

På BayArena slider man i det for at sammenspille et ungt og talentfuldt mandskab. Udefra set er der mange ting der lykkes, for Leverkusen spiller pænt og teknisk baseret fodbold, og holdet kom langt i Champions League, men alligevel er der vedvarende fyringsrygter.

Det er nok bare sådan gamet er i en stor liga, men jeg tænker nu alligevel, at der først og fremmest er behov for kontinuitet og udvikling hos ”Die Werkself”.

Læs også: Han er den perfekte afløser for Brian Riemer