Karrieren er ikke slut endnu: Legendarisk dommer tager endnu en sæson
Mike Dean er en legende i Premier League, og den 52-årige dommer er ikke færdig med at uddele kort endnu.
Selvom det har været forventet, at denne sæson ville blive englænderens sidste med fløjten i munden, lader det ifølge The Athletic ikke til at blive tilfældet.
Mediet skriver således, at Mike Dean nu læner sig mod at tage 2021/22-sæsonen med.
Han har for nylig taget en kort pause efter at have været udsat for dødstrusler på baggrund af en kamp, han dømte i Premier League, men han er nu tilbage, og det har tilsyneladende ikke taget modet fra den rutinerede englænder.
Dean er den dommer, der har dømt flest Premier League-kampe siden 2000, og han er desuden den dommer, der har uddelt flest røde kort i ligaens historie.
I alt har han dømt 528 kampe i Premier League, hvor han har uddelt 109 røde kort og givet 176 straffespark.