Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Karakterbog: Tottenhams midtbane skuffede i stor stil

Af Morten Bruun Jørgensen
22.09.2018 Kl. 18:35
Tottenham kom tilbage på sporet efter tre nederlag i træk, da the Lilywhites vandt 1-2 på Amex Stadium mod Brighton. Vi har vurderet spillernes præstationerne i opgøret.

Brighton – Tottenham 1-2 (0-1)
0-1 Harry Kane (42')
0-2 Erik Lamela (77')
1-2 Anthony Knockaert (93')

Karakterskala

1-2: Den ekseptionelt dårlige præstation (dagen hvor ingenting lykkedes)

3-4: En præstation under middel (flere dårlige aktioner end gode)

5-6: En middel præstation (en blanding af gode og dårlige aktioner)

7-8: En præstation over middel (flere gode aktioner end dårlige)

9-10: En præstation i verdensklasse (gode aktioner og afgørende for kampens resultat)

Brighton

Mathew Ryan: 6 – Den australske landsholdsmålmand var chanceløs ved begge Tottenhams scoringer, men derudover havde han nogle gode redninger i første halvleg.

Martin Montoya: 6 – Spanieren blev redningsmanden i et par situationer, hvor det brændte på for Brighton. Offensivt bidrog han ikke med det store. 

Shane Duffy: 4 – Tottenham kom ikke frem til mange muligheder, men det var ikke irerens fortjeneste. Han havde sine udfordringer med Harry Kane, og blev fanget ude af position i flere omgange. 

Lewis Dunk: 6 – Var bedre spillende end sin makker i midterforsvaret, men Lewis Dunk var ikke i stand til at få forsvaret til at lukke helt af. Han havde dog bedre fat i Harry Kane. 

Gaetan Bong: 5 – Havde fint styr på sine direkte modstandere, men han formåede slet ikke at komme frem i offensiven og hjælpe til, og det havde Brighton ellers brug for. 

Dale Stephens: 5 – Arbejdede som altid stenhårdt, men allerede efter 20 minutter måtte han udgå med en skade.

Anthony Knockaert: 6 – Det var op og ned med kantspilleren, som fik scoret et fint mål i overtiden, men midt i anden halvleg burde han dog også have scoret, da han havde en enorm chance. Var dog Brightons farligste mand i offensiven. 

Davy Pröpper: 5 – Stor arbejdsindsats af hollænderen, som blev rykket længere tilbage på banen efter Dale Stephens' skade. Det var ærgerligt, for han er bedst, når han også kan bidrage offensivt. 

Yves Bissouma: 3 – Var i store dele af kampen en anonym skikkelse på midtbanen for hjemmeholdet, men han spillede sig lidt op i anden halvleg. 

Solly March: 5 – Kantspilleren var stort set usynlig i første halvleg, hvor han slet ikke satte sig selv i scene. Efter pausen var han langt bedre, og han gav problemer for Kieran Trippier, men slutproduktet var mangelfuldt.

Glenn Murray: 5 – Han gjorde, hvad han skulle – i store træk. Han vandt en del af luftduellerne, og han var en god opspilsstation. Dog formåede han ikke at komme frem til nogle gode scoringsmuligheder. Begik dog også et klodset straffespark. 

Indskiftere

Beram Kayal: 5 – Startede sløjt efter sin indskiftning, men han blev langsomt bedre som kampen skred frem. 

Alireza Jahanbakhsh: 4 – Gjorde absolut intet væsen af sig efter sin indskiftning efter 74 minutter.

Jürgen Locadia: UB

Tottenham

Paulo Gazzaniga: 6 – Han fik chancen i fraværet af både Hugo Lloris og Michel Vorm, og han leverede en fornuftig præstation. Virkede usikker i forbindelse med et par dødbolde, men han leverede også fine indgreb og en vigtig redning i midten af anden halvleg. Kunne ikke gøre noget ved Anthony Knockaerts scoring. 

Kieran Trippier: 5 – Det har aldrig været defensivt, at han har haft sine største forcer, og det udnyttede Brighton flere gange i anden halvleg, hvor han blev løbet i ryggen og fanget ude af position. Var heller ikke så dominerende offensivt som normalt. 

Toby Alderweireld: 8 – Selvom Glenn Murray var en stor mundfuld i luftduellerne, fik han holdt Brighton-angriberen fra fadet, og han var brandslukker for Kieran Trippier et par gange. 

Jan Vertonghen: 8 – Belgieren fik forrest på Tottenham-holdet i anden halvleg, hvor Brighton pressede på. Han lod sig aldrig stresse, og han spillede næsten fejlfrit. 

Danny Rose: 7 – God kamp af den lille venstre back, der havde godt styr på Anthony Knockaert indtil det 93. minut, hvor han blev overmodig og lod sig overspille. Dog blev han noteret for en flot assist. 

Eric Dier: 4 – Var i lang tid rigtig skidt spillende på midtbanen, hvor han virkede overflødig og langsom. Blev overspillet flere gange, men mod slutningen spillede han sig alligevel op med nogle gode, sikre afleveringer. 

Mousa Dembélé: 6 – Blev lige som resten af midtbanen udstillet defensivt i dele af anden halvleg, men han steppede også op og viste især sine gode evner på bolden. 

Lucas Moura: 4 – Brasilianeren blev kåret til månedens spiller i Premier League sidste måned, men den form viste han ingenlunde mod Brighton, hvor han havde svært ved at komme til sin ret. Var ikke farlig selv, og han havde også flere boldtab.

Christian Eriksen: 5 – Det var ikke meget, som den danske landsholdsspiller viste på Amex Stadium. Tottenham skabte ikke mange chancer, og det har Christian Eriksen en del af ansvaret for. 

Heung-Min Son: 4 – Den sydkoreanske kantspiller smed flere bolden væk i kampen, hvor han generelt var ganske usynlig. Pillet ud efter 67 minutter.

Harry Kane: 6 – Nok har han virket en smule træt indtil videre i sæsonen, men han leverede en god arbejdsindsats, og desuden sparkede han et straffespark sikkert i kassen i slutningen af første halvleg. 

Indskiftere

Erik Lamela: 7 – Skiftet ind efter 68 minutter, og ni minutter senere lukkede han reelt kampen, da han sendte et indlæg fra Danny Rose i nettet.

Dele Alli: UB

Annonce