Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Karakterbog: Strålende præstationer af de mest rutinerede spillere

Af Morten Bruun Jørgensen
06.03.2018 Kl. 22:06
En tam affære endte uden mål i returkampen i Champions League. Vi har givet karakter til Liverpool- og FC Porto-spillerne.

1-2: Den ekseptionelt dårlige præstation (dagen hvor ingenting lykkedes)

3-4: En præstation under middel (flere dårlige aktioner end gode)

5-6: En middel præstation (en blanding af gode og dårlige aktioner)

7-8: En præstation over middel (flere gode aktioner end dårlige)

9-10: En præstation i verdensklasse (gode aktioner og afgørende for kampens resultat)

Liverpool

Loris Karius: 6 – Blev stort set ikke testet gennem hele kampen. Sikre indgreb.

Joe Gomez: 6 – Bundsolid kamp af den unge englænder i defensiven, hvor han havde fuldstændig styr på sin direkte modstander. Man savner dog noget mere i offensiven fra ham i en kamp som denne.

Joel Matip: 5 – Havde et par usikkerhedsmomenter undervejs, men det blev ikke afgørende, og generelt blev han ikke udsat for et stort pres.

Dejan Lovren: 5 – Meget lig sin makker i det centrale forsvar. Spillede sig ikke ligefrem i den foretrukne startopstilling med den præstation.

Alberto Moreno: 5 – Defensivt var der ikke meget at komme efter, men offensivt kunne man godt ønske mere. Faldt flere gange for lidt i duellerne.

Emre Can: 4 – Tyskeren fik for lidt ud af kampen, som bare lignede en, der skulle overstås for midtbanespilleren. Han er set langt bedre, og forventningerne klæber bare til ham.

Jordan Henderson: 7 – En af Liverpools bedste. Havde flere rigtig gode stikninger, og han dirigerede fint på midtbanen – både offensivt og defensivt.

James Milner: 8 – Liverpools bedste spiller mod FC Porto. Han var en skraldemand på midtbanen, hvor han bidrog med et utal af vigtige tacklinger, mens han også offensivt havde flere gode ting at byde ind med.

Adam Lallana: 5 – Det er tydeligt at se, hvorfor Jürgen Klopp gerne vil have ham op i omdrejninger. Han kan rigtig mange ting, men han fik det ikke forløst denne aften.

Roberto Firmino: 7 – Fantastisk arbejdsindsats af den brasilianske angriber, som blev skiftet ud efter en god time. Burde nok have bragt Liverpool foran 1-0.

Sadio Mané: 6 – Det kunne have været en stor aften for senegaleseren, som i første halvleg havde to gode forsøg, som lige akkurat ikke fandt vej til netmaskerne.

Indskiftere

Danny Ings: 4 – Det var først til allersidst, at han bidrog med noget i offensiven, og han burde nok have scoret med få minutter tilbage af opgøret.

Mohamed Salah: 6: Kom på banen og tilførte straks noget energi i Liverpools offensiv.

Ragnar Klavan: UB

FC Porto

Iker Casillas: 9 – Rigtig stor kamp af den legendariske målmand, som spillede sin Champions League-kamp nummer 167. Havde en klasseredning kort før tid, og ellers var han konstant placeret de rigtige steder.

Maximiliano Pereira: 6 – Højrebacken havde et godt tag i Adam Lallana, og han forsøgte at bidrage i offensiven.

Felipe: 7 – Liverpool kom ikke frem til ret meget, og det skal Felipe have en del af æren for. Viste sig som en rigtig anfører og gik forrest på banen.

Diego Reyes: 6 – Havde fornuftigt fat i Roberto Firmino, og han havde især godt styr på luftduellerne.

Diogo Dalot: 3 – Champions League-debutanten havde store udfordringer med Sadio Mané i første halvleg. Offensivt haltede det i flere tilfælde, og han fik vist for lidt.

Bruno Costa: 5 – Hele tiden spilbar og meget bevægelig, men han havde svært ved at omsætte det til noget farligt.

Oliver Torres: 5 – Den lille kreatør hvirvlede rundt på banen – specielt i første halvleg, men hans mange idéer blev ikke ført ud i livet.

André André: 3 – Svag kamp af den rutinerede midtbanespillere, som også ragede et klodset gult kort til sig.

Jesus Corona: 5 – Han kan rigtig mange ting på egen hånd, men det så vi ikke meget af. Dog ydede han en god arbejdsindsats på højre kant.

Waris Majeed: 4 – Havde svære arbejdsbetingelser over for en solid defensiv hos Liverpool. Blev pillet ud efter 67 minutter.

Vincent Aboubakar: 4 – FC Porto havde ikke meget at byde på, og angriberen kunne ikke skabe noget på egen hånd.

Indskiftere

Sergio Oliveira: 5 – Fik den sidste halve time på banen, hvor FC Porto reelt set spillede bedst. Det kan han dog ikke tage æren for alene.

Ricardo: 4 – Formåede ikke at ændre kampbilledet efter sin indskiftning. I stedet blev det til flere fejl.

Goncalo Paciencia: UB

Annonce