Karakterbog: Sådan er det gået sommerens ti dyreste indkøb
En tredjedel af Premier League-sæsonen er allerede ved at være spillet, og her på PLBOLD tager vi nu et kig på, hvordan sommerens dyreste indkøb har gjort det indtil videre.
Det er spillere, som i kraft af deres transferpriser må leve med enorme forventninger og mens nogle af dem har leveret varen, er der også andre, som ikke har.
Vi uddeler karakter på baggrund af deres præstationer i Premier League, og det gør vi ud fra følgende karakterskala.
1: Dumpet
2: Under middel
3: Middel
4: Over middel
5: Fremragende
6: Ekstraordinært
Declan Rice, Arsenal (869 millioner kroner) – 5
Arsenals centrale midtbane havde brug for en spiller som Declan Rice, og han er gået ind på holdet og lignet en, der allerede havde 200 kampe for The Gunners fra første dag. Han har været fremragende for Mikel Artetas mandskab og været alle pengene værd, selvom han var rigtig dyr.
Moisés Caicedo, Chelsea (865 millioner kroner) – 3
Debuten i Chelsea var lige til glemmebogen, for her begik han straffespark, og generelt har det været undervældende, hvad den ecuadorianske landsholdsspiller har leveret i Chelsea. Han har været et stykke fra det niveau, der gjorde ham særdeles attraktiv i sommerens transfervindue. Det har været stabilt uden at være godt i en periode nu, og han er især blevet overstrålet af Conor Gallagher på midtbanen.
Josko Gvardiol, Manchester City (671 millioner kroner) – 4
Ingen var i tvivl om, at kroaten var god, da han blev hentet til Manchester City, og det har han også vist. Han er blevet fast mand for Pep Guardiolas mandskab, hvor han spiller på venstre back. Den opgave har han løst rigtig godt, og det er ikke mange fødder, som han har sat forkert indtil videre, og han bliver sandsynligvis kun endnu bedre fremover.
Rasmus Højlund, Manchester United (559 millioner kroner) – 2
Når man koster over 550 millioner kroner, skal man lave mål. Det har Rasmus Højlund ikke gjort i Premier League. Ni kampe, nul mål. Denne vurdering er udelukkende baseret på præstationerne i Premier League, og her har danskeren brændt for meget, selvom der har været mange fine takter undervejs også. Han er noteret for otte misbrugte store chancer, og det er ikke godt nok.
Kai Havertz, Arsenal (559 millioner kroner) – 1
Uha, Arsenal. Det er slet ikke lykkedes at forløse Kai Havertz endnu for Mikel Arteta, og efterhånden må det være en stor bekymring for Arsenal-manageren, at tyskeren ikke leverer varen. Han har scoret en enkelt gang – på et straffespark, da Arsenal allerede var foran 2-0 mod Bournemouth. Indtil videre ligner han en af sommerens flopkøb, og derfår får han dumpekarakter.
Dominik Szoboszlai, Liverpool (522 millioner kroner) – 5
Mens Havertz ikke har slået til i Arsenal, er historien en helt anden med ungarske Szoboszlai i Liverpool. Han er straks blevet en stor profil på midtbanen, hvor han er en af de Liverpool-spillere, der har fået flest minutter denne sæson. I Liverpool-kredse tales der om, at det var ok at misse Jude Bellingham, fordi Szoboszlai er kommet i stedet. Det er nok alligevel lidt løgn, men han har været fremragende.
Mason Mount, Manchester United (479 millioner kroner) – 1
Der uddeles dumpekarakter til englænderen, som har spillet otte Premier League-kampe, men han er ikke rigtig tæt på at være fast mand for Manchester United, selvom blandt andre Casemiro har været ude med en skade. Ingen mål eller assists, og generelt har Mount været helt ved siden af sig selv, når han har været på banen for Erik ten Hags mandskab.
Sandro Tonali, Newcastle (477 millioner kroner) – 3
Han nåede otte kampe, inden han nu må sidde ude med karantæne resten af sæsonen for at have overtrådt bettingreglerne. I de kampe nåede han at starte som lyn og torden, inden han faktisk mistede sin plads på holdet, og derfor kan det kun være en middelkarakter, som den italienske midtbanespiller får.
Roméo Lavia, Chelsea (463 millioner kroner) – UB
Det belgiske stortalent har været ude med en skade hele sæsonen og kan derfor ikke bedømmes.
Mathes Nunes, Manchester City (462 millioner kroner) – 2
Fast mand har Nunes ikke været, og det bliver han måske heller aldrig i Manchester City, og præstationerne har da heller ikke været til mere end de 379 minutter, som han har fået i syv kampe. Han har ofte stået svagest i billedet hos Manchester City, og derfor får han en karakter under middel.
*Priserne er fra transfermarkt.com
TOPHISTORIER LIGE NU