Karakterbog: Pogba leverede en perfekt præstation mod Bournemouth
Her er karakterskalaen, som vi benytter:
1-2: Den exceptionelt dårlige præstation (dagen hvor ingenting lykkedes)
3-4: En præstation under middel (flere dårlige aktioner end gode)
5-6: En middel præstation (en blanding af gode og dårlige aktioner)
7-8: En præstation over middel (flere gode aktioner end dårlige)
9-10: En præstation i verdensklasse (gode aktioner og afgørende for kampens resultat)
De Gea: 7 – Den spanske målmand må ærgre sig over endnu en kamp uden clean-sheet, men han kunne intet stille op ved Nathan Akés mål. Derudover lignede han sit normale sikre jeg.
Young : 7 – Englænderen viste sine offensive evner kampen igennem med sine togter langs højreflanken, hvor hans indlæg over flere omgange var tæt på at blive virkeligt farlige.
Lindelöf: 7 – Han er ikke altid den mest bemærkelsesværdige forsvarer, og denne sæson har han i nogenlunde ubemærkethed været Uniteds bedste midterforsvarer. Det var han også mod Bournemouth.
Bailly: 3 – Han præsterede sådan set fint, men kunne måske have kostet et straffe for sin clearing i feltet, hvor han også plantede sin støvle nær fjæset på en Bournemouth-spiller. Det endte som bekendt med en fjollet udvisning til Bailly, der overhovedet ikke behøvede at gå så hårdt ind i tacklingen på Fraser.
Shaw: 7 – Han fik lukket ned for flere mulige farlige kontraangreb for Bournemouth med sin fart, og han spiller generelt fremragende offensivt, når han kan kombinere med sin yndlingsmakker på venstrekanten Anthony Martial.
Herrera: 8 – Han leverede en assist til Pogba og gjorde generelt fint væsen af sig centralt på midtbanen, hvor han knoklede som altid.
Matic: 7 – Han kan stadig se lidt gumpetung ud, men Mourinhos yndlingsspiller ser også ud til at befinde sig godt på banen under Ole Gunnar Solskjær, hvor han nu noget overraskende altid er på udkig efter den fremadrettede aflevering – og faktisk leverer dem med høj kvalitet.
Pogba: 9 – Han spillede helt og aldeles enestående og satte nærmest ikke en fod forkert hele kampen. To mål og en assist stod franskmanden noteret for ved slutfløjt, men tallene kunne sagtens have været endnu mere prangende. Den eneste grund til, at han ikke får 10-tallet skyldes, at han ikke scorede hattricket 😉
Lingard: 6 – Lingard var den mindst overbevisende United-angriber blandt en overbevisende flok, men selvom det måske er ved at være kliche, så bidrager han til så meget med sit enorme løbepas.
Rashford: 8 – Romelu Lukaku får svært ved at kæmpe sig tilbage i startopstillingen med den form, som Rashford udviser i øjeblikket. Han kan løbe fra ethvert forsvar, hvilket han også beviste med sin assist til Pogba, men i øjeblikket finder han også selv nettet, som man forventer af en frontangriber fra Manchester United.
Martial: 7 – Han kom måske ikke selv på måltavlen, men han udgjorde konstant en trussel og fik næstsidste fod på Rashfords mål.